Livet i al almindelighed

Saa begynder hjemrejsen...

2010-09-02T21:17:00.000-06:00

Efter en lang dag her paa Emmanuel er jeg strandet her. Hvor jeg haaber kun at bruge en smule tid, for der er stadig nogle ting som skal naas foer jeg begynder hjemrejsen i morgen tidlig.

Jeg kommer til at bruge naesten en uge paa min hjemrejse, saa det ser jeg ikke fram til. Det skyldes at mit fly afgaar fra Guatemala City paa mandag, og jeg er i Honduras lige nu. Saa for at vaere sikker paa at staa i lufthavnen paa mandag, er jeg noed til at tage afsted i gooood tid.
Jeg naar saa heldigvis ogsaa et lille stop i Antigua, saa det er herligt.

For dem som har interesse kommer her lige en lille ruteplan:
Fredag: jeg tager fra boernehjemmet Emmanuel til Tegucigalpa
Loerdag jeg tager over El Salvador til Guatemala City, og videre til Antigua (13 timers bustur)
Soendag: jeg tager en slapper i Antigua
Mandag: Jeg tager flyet til Houston og videre til New York
Tirsdag-Onsdag: Jeg flyver fra New York til Koebenhavn
Og saa er jeg hjemme...

Jeg har faaet sagt farvel til en masse her, men det er godt nok maerkeligt alligevel. Men det er det vel altid naar man skal sige farvel, isaer hvis det er nogen, man ikke ved om man ser igen.
Alle boernene har spurgt mig: "Hvornaar kommer du tilbage igen?" Og jeg har svaret: "Det ved jeg ikke om jeg nogensinde goer". Jeg har taenkt lidt over det, og er kommet frem til at jeg burde i stedet svare, som de goer hernede: "Solo Dios sabe", som betyder: " Det ved kun Gud:", For det er saadan det er, kun Gud ved om jeg kommer tilbager hertil. Og sandsynligvis kun hvis han vil det.

Skoldkopper dagen lang.. og natten med

2010-08-25T21:29:00.000-06:00

De sidste naesten to uger har jeg tilbragt paa Emmanuel - boernehjemmet i Honduras. Nej det passer ikke helt jeg har har tilbragt de sidste to uger i klinikkens ene rum paa det selvsamme boernehjem. Maaske en lille overdrivelse, men overdrivelse fremmer forstaaelsen.
Som nogle maaske har fornemmet, er der udbrudt en skoldkoppe-epidemi paa Emmanuel. Det betyder at vi den sidste uge har haft gennemsnitligt 9 boern boendefast i klinikken. Og vi har vaeret to volontoerer som kunne vaere daekke skemaet mest. Forestil dig lige... ni boern som alle har feber, mangler deres mor, alle skal have smurt "Calamina" paa alle skoldkopper, alle bades to gange om dagen osv. Det har vaeret et haardt arbejde, men haardest, naar man skulle sove her om natten og alle graed, og man ingen soevn fik.

Alt dette er heldigvis bedre nu, da feberen er faldet hos de fleste.
Probleme er bare at der er stor sandsynlighed for at der kommer en ny gruppe boern ind, saa snart disse er sent tilbage. Skoldkoppe smitter nemlig allerede inden man kan se at man har dem.

Idag har jeg ikke vaeret saerlig meget i klinikken, og tror jeg har vaeret godt, for saa har jeg haft mulighed for at goere andre ting. Det er lidt sjovt med klinikken for paa den ene side, kan det vaere virkelig traels og paa den anden side vil jeg helst ikke undvaere det. Det giver noget at staa op til og giver hverdagen her meget god mening, samtidig er det til tider saa haardt, at man tror man ikke kan klare det laengere, og saa klarer man det alligevel. Skoert ikke?

Hey jeg er virkelig splittet nu. Jeg glaeder mig til at komme hjem og se min familie snart, men samtidig har jeg ikke lyst til at tage herfra, jeg kommer til at savne dem alle sammen, saa meget.

Mere sygdom og mere rejse:-)

2010-08-24T19:52:00.000-06:00

Fredag den 6. augsust (ja, jeg er rimelig meget bagud med denne her blog) tog vi til Antigua og havde nogle skoenne dage hos "mi familia" der. Det var saa dejligt at se dem igen. Det hele havde vaeret godt der, hvis ikke Thomas var blevet rigtig syg med diarré, jubii. Saa laa han der og havde det daarligt...

Loerdag aften besogte vi min laerers kirke, hvor de har en gudstjeneste for unge. Det var en virkelig dejlig oplevelse, og meget anderledes end hvad jeg ellers havde proevet. Meget mellemamerikansk -de havde meget hoej skinger musik ud mod gaden og under gudstjenesten en forsanger som sang falsk.
Min laerer og hans familie var simpelhen fantastiske, og han har en pasion for en musikgruppe der hedder Petra (for dem der ikke kender den, er det en kristen gruppe) hvilket han har tilfaelles med Thomas, saa det kunne de snakke om.

Paa vejen til Emmanuel i Honduras (en 15 timers rejse i bus) tog vi en overnatning i Copan. For dem der ved en smule om Honduras, kan fortaelle at Copan er en ruin fra Maya-indianerne.
Det var virkelig spaendende.

To dage sener ankom vi til Emmanuel. Thomas var der tre dage foer han begyndte sin hjemrejse. Jeg er her stadig og tager hjem om cirka to uger.

Vores rejse 2.del

2010-08-22T02:25:00.001-06:00

Efter at have brugt et par dage paa at vente paa Thomas' bagage og paa at jeg skulle blive rask, kunne vi tage videre. Vi skulle have set Tikal, som er et tempel langt inde i junglen i Guatemala, men pga. forsinkelsen, kunne vi ikke naa det.Derfor naaede vi kun til Livingston, som er en lille garifuna-landsby ude ved kysten i det karibiske hav.

For at komme dertil havde vi en spaendende rejse. Vi tog foerst med to lokale bussser for at komme til graensen mellem Honduras og Guatemala. Da vi kom til graensen, skulle vi gaa et stykke for at komme ud af Honduras. Det er et ret oede sted, saa da vi kom til lugen, hvor vi skulle stemples ud og betale for at komme ud (ja, saadan er det her!!) saa var manden paa kontoret ret oplagt til snak, og da han hoerte mit navn broed han ud i sang... Det var aabenbart en gammel honduransk sang, som handledes om en Teresa. Han var ret hyggelig.
Fra graensen skulle vi tage en minibus, som vi troede bare ville koere os gennem ingenmandsland, da vi endnu ikke var blevet stemplet ind i Guatemala. Men efter at have faaet en masse platagearbejdere med paa bussen hen ad vejen, begyndte vi at undre os. Til sidst tog Thomas sig sammen og spurgte en mand om vi var i Guatemala nu? Det synes de andre bussen var morsomt, for hvor skulle vi da ellers vaere?!?
Paa vejen saa vi en anden minibus, som var saa fyldt med folk, at de sad paa taget ogsaa, det grinede Thomas og jeg lidt af, lige indtil vores bus stoppede og alle folkene fra den anden bus gik ind i vores bus. Ha, ha, saa kunne vi selv lige proeve hvordan det var.

Ved Livingstin skulle vi bo paa et laekkert hotel/hostel i junglen (http://www.fincatatin.com/), der kom vi til ved at sejle med en moterbaad fra Livingston ned af floden Rio Dulce. Livingston kan man kun kan komme til fra baad, fordi byen er omgivet af taet jungle. Saa det var en oplevelse at sejle ned ad floden, med hoeje bjerge paa begge sider, som var helt daekket af frodig jungle.
Vi noed at have et par dage der paa Finca Tatin.

Alt dette er skrevet mellem klokken 1.30 og klokkn 2.30 om natten, fordi jeg sidder i klinikken paa Emmanuel og passer syge boern. Vi har nu 9 boern her med skodkopper, som naesten alle har hoej feber, og derfor sover paa skift.

Paa rejse....

2010-08-18T09:26:00.002-06:00

De sidste par uger har Thomas og jeg rejst lidt rundt i hhv. Honduras og Guatemala.
Den 1. august ankom Thomas i lufthavnen i San Pedro Sula, jeg stod og ventede paa ham, men jeg fik lov at vente laenge. Hans bagage var nemlig ikke kommet, saa vi var tvunget til at blive at par dage i San Pedro. Men det var ogsaa okay, for jeg var blevet syge med feber, hoste og forkoelelse.
Om tirsdagen fik Thomas sin bagage tilbage... Det var dejligt.

Her er lidt billeder fra San Pedro Sula...

Bryllup paa Emmanuel

2010-08-07T12:45:00.001-06:00

Den 24. juli var jeg heldig at faa lov til at vaere med til et Bryllup paa Emmanuel. Jenny som er en af pigerne fra Emmanuel skulle giftes med en fyr ved navn Juan (hans navn paa spansk) fra USA.

Mange af de aeldste fra Emmanuel skulle vaere "brudepiger" eller hvad man kalder de veninder i ens kjoler som gaar ind foer brudeparet.
Her kommer lige lidt billeder fra kirken:

Emmanuel igen, igen...

2010-07-23T21:07:00.000-06:00

Jeg er tilbage paa Emmanuel, og hvor er det bare fantastisk. Her ville jeg oenske jeg skulle vaere laengere tid.
Saa pas paa derhjemme, at jeg ikke beslutter mig for at blive (undskyld Thomas, men du vil helt sikkert mene det samme, saa snart du har vaeret her, altsaa at du ogsaa vil blive her:-))

Okay hvad er der saa sket paa det sidste.. nogle smaa dryp..
Efter 15 timers bustur, ankom jeg til Tegucigalpa (hovedstaden i Honduras) mandag aften og havnede paa et luset hotel i et skummelt kvarter, og der moedte jeg to danskere paa den eneste restaurant i omraadet (som kun serverede kylling paa alle mulige maader, men ingen pommes frites, pasta eller ris) Vi fik os en god snak den aften, men hvor var det dog dejligt at komme videre til Emmanuel dagen efter.

Tirsdag ankom jeg paa Emmanuel klokken ca halv ti. Hele den dag brugte jeg paa et gaa rundt og sige hej til alle boernene. (Der er jo cirka 550 boern, saa det tager en hel dag at sige goddag). Ej, hvor er det bare dejligt at se dem alle igen. Baade boern og voksne.

Nu arbejder jeg i de smaa drenges koekken fra cirka 7.30 til om eftermiddagen. Om eftermiddagen laver jeg aktiviteter med de boern som ikke er i skolen, naar jeg ikke bare sidder sammen med dem i gaarden og snakker, det kan jeg bruge meget tid paa, for der er meget der skal samles op paa.

I koekkenet har jeg vaeret saa heldig, at de laver tortillas hver dag for tiden, saa kan jeg lige faa oevet mine kunskaber inden for tortilla-bagning.
Forresten saa spurgte jeg moderen i det hus hvor jeg boede i Antigua, om hun ikke ville laere mig at lave mad fra Guatemala. Saa jeg naaede lige at faa et kort kursus i madlavning inden jeg skulle videre til Honduras.

Ok ellers paa plussiden har det vaeret fantastisk at vaere blandt saa mange kendte ansigter, at vide hvad jeg kunne lave, saa jeg kunne gaa igang med det samme, at snakke med venner, oeve sit spanske, at faa lov at synge lovsange sammen med mennesker fra forskellige lande, komme til andagt (cirkulo) hver morgen.

Paa minussiden er f.eks. at vi bor et par og tyve voluntoerer i huset for tiden, saa det er crowdet, at myggene har aedt mig op, selvom jeg proever alt muligt, at muligtheden for at komme til at spise indsekter som er havnet i melet er rimelig stor, at internetforbindelsen naesten aldrig virker og vi kun har mulighed for at skype om loerdagen...

Ellers er der ikke meget at klage over...

Hverdagen her...

2010-07-07T18:32:00.002-06:00

Hvordan er en almindelig dag, nu mens jeg er i praktik paa Jaardin de Amor?

Dagen begynder med at jeg staar op klokken 6, goer mig klar til skole, inden jeg gaar ned og spiser morgenmad. Maden laves af moderen i huset hvor jeg bor, det er skoent saadan at faa serveret tre maaltider om dagen.

Morgenmaden skifter mellem at vaere cornflakes, yoghurt, frugt, en slags soed havregroed eller pandekager.

Klokken syv gaar jeg ned til kirken /"stoppestedet" for at tage bussen til Santa Maria de Jesùs. Det foregaar ved at man stiller sig foran kirken og saa proever man at finde ud af hvilken bus, man skal med. For en udefrakommende ligner det et kaos af en masse forskellige larmende, mangefarvede og osende busser. Jeg skal med en minibus, som heldigvis koerer rimelig ofte, og man kan kende den paa at der ofte haenger en dreng ud af vinduet, som raaber: "Maria". Men det er kun nogle gange, ellers er det bare med at gaette lidt...

Naar man saa er kommet ind i bussen venter der en spaendende tur som heldigvis kun varer 20 min. I denne bus har jeg for foerste gang set begrebet "som sild i en toende" udfoert i virkeligheden. Der bliver simpelthen stoppet saa mange mennesker ind i den bus, som der overhovedet er kubikcentimer til overs.

Og saa koerer vi. Det gaar meget staerkt gennem byer med smalle, brolagte gader og op ad vulkanen Agua gennem haarnaalesving. Det giver naesten altid lidt kvalme.

I Santa Maria kommer man lidt fortumlet ud af bussen og gaar til skolen, som begynder klokken 8. Paa vejen gaar jeg ofte forbi kopi-shoppen for at faa kopieret. I morges kom en af mine elever forbi, mens jeg stod der, og det var ret hyggeligt, og han bar stolt stakken med papirer op til skolen.

Fra 8 til 12 er der undervisning i klassen for de yngste i enten bogstaver, tal, former og figurer eller hygiejne. Det kommer lidt an paa hvem der underviser i klassen. Der er indlagt en halv times pause hvor boernene faar mad, da disse boern kun faar et eller to maaltider om dagen ellers.

Derefter gaar turen hjem med bussen gennem sving og byer, og klokken 13 er der mad hjemme hos familien i Antigua. Efter frokost forbereder jeg mig til naeste skoledag, og fra 16 til 17 gaar jeg paa sprogskolen og faar en times spansk, for at forbedre mit spanske mens jeg bruger det.

Dagen slutter ofte med en tur paa internettet inden aftenmad, lektier, aftensmad og flere lektier eller forberedelse.
Klokken 10 gaar jeg ud som et lys....
Tak for i aften...

I kirke

2010-07-04T13:15:00.001-06:00

Saa har sproevet at vaere i kirke i her i byen. Jeg havde hoert om den fra en laerer jeg havde sidste gang jeg var her i Antigua.
Dette var en kirke ved navn Verbo. De har kirker i baade Guatemala, USA og Canada.
Det var ret fedt at vaere med, fordi lovsangen var god og jeg kunne synge med paa og forstaa mange af sangene, selvom de var paa spansk. Under praedikenen havde jeg dog ret svaert ved at foelge med for det gik paent staerkt.
Det var rigtigt dejligt at komme i kirke, isaer naar man ikke har vaeret i kirke den sidste maaned cirka.
Det er dejligt at der er kristne i hele verden, som man kan moedes med...

Moed Jardin del Amor!!

2010-06-29T15:32:00.001-06:00

Saa har jeg vaeret paa Jardin del Amor og haft min foerste dag. Det var skoent endelig at vaere der, men ogsaa en smule skuffende, fordi det er svaert at se, hvad jeg skal lave. Det ser ud til, at jeg skal have de yngste elever, som nok er mellem 5 og 9 aar. Og de bliver undervist i bogstaver, tal, hygiejne osv. Altsaa ting som danske elever laerer i boernehaveklassen.
Der er to engelske voluntoerer i klassen nu, og de slutter paa fredag, saa fra da af, kommer jeg til at skulle undervise. Det bliver spaendende..

Skolen ligger i en lille by ved navn Santa Maria de Jesùs. Denne by er placeret paa siden af vulkanen Agua, den ligger saa hoejt, at der vaeltede skyer ind i skolegaarden i formiddags.

For at komme ud til skolen skal man tage en minibus, som koerer syndsygt til tider. I morges var det ekstra slemt for mig, da jeg stadig havde kvalme efter min sygdom (jeg havde opkast og diarre soendag og mandag, og nu er det tirsdag).

Boernene paa skolen er fantastiske og minder mig selvfoelgelig om boernene fra Emmanuel. Bortset fra at alle boernene her stammer fra den oprindelge befolkning.
Jeg ser frem til at laere dem bedre at kende.

En spaendende livshistorie

2010-06-25T21:35:00.000-06:00

Jeg har lige haft sidste rigtige dag paa sprogskolen idag, efter at have vaeret der halvanden uge... Det har faaet mig til at taenke over alle de ting vi naaede at snakke om, min laerer og jeg. Det var ikke smaating...

I starten broed jeg mig ikke saerlig meget om ham, men nu maa jeg indroemme, at mit syn paa ham, har aendret sig meget efterhaanden.
En af dagene fortalte han mig om sit liv og om hvordan han blev en kristen... Det bgyndte med at hans mor sagde til hans far, at hun foelte en tomhed indeni, hvorefter hun begyndte at laese i bibelen. De fleste her i landet er Katolikker, saa de kender ikke noedvendigvis bibelen.
Det endte med at forst blev hans mor kristen, derefter hans far, ham selv og hans soeskende. Det var gribende, at hoere ham fortaelle, om hvordan Jesus var kommet ind i hans hjerte og havde begyndt at aendre hans liv.
Hvordan han var blevet fyldt op af Jesus...

Dette fik mig til at taenke over hvordan er jeg kristen. Fylder Jesus mit hjerte? Er han blevet "mi mejor amigo en todo el mundo" (min bedste ven i hele verden)?
Jeg vil gerne vaere fyldt af Jesus, og vaere styret af ham. Min laerers fortaelling fik mig til at laenges efter mere Jesus.

Taenk over hvordan I har det med Jesus!! Det er vigtigt

Vil I se mit hus??

2010-06-24T17:27:00.011-06:00

Jeg bor hos en soed familia i den sydlige del af Antigua.

Huset er indrettet saadan, at vi studerende, som bor til leje , bor ovenpaa.

Moderen i huset hedder Lorena, og foruden hos 5 studerende, bor en mand til leje, Lorenas to tre boern, faderen, Lorenas bror og til tide Lorenas soester. Saa der er godt fyldt op.

En ikke helt almindelig soendag

2010-06-24T17:14:00.004-06:00

Soandag var jeg vidne til en dramatisk haendelse paa markedspladsen i Antigua. Jeg rundt paa markedet og kiggede lidt, da der pludselig kom to politimaend loebende.
Det tog jeg ikke saa tungt, der er jo saa mange politimaend hernede. Men da jeg kom lidt laengere hen, saa jeg at der kom tre eller fire maend frem med stokke i haenderne. Maenneskemaengden trak sig vaek, ind mellem boderne og de saa forskraekkede ud. Tre andre maend med baelter i haenderne smuttede vaek fra oploebet, hvor der i mellemtiden var kommet flere politimaend til.
Jeg kunne ikke se hvad der skete, andet end at der var en mand, som der blev slaaet paa. Saa for mig se kunne det vaere alt muligt. Jeg skyndte mig, at smutte ind mellem to boder, for at komme vaek der fra. Og deromme bag boderne moedte jeg en mand med striber af blod i ansigtet og paa haenderne. Jeg skyndte mig rystet derfra
Naeste dag fortalte jeg det til min laerer paa sprogskolen, og han sagde, at det var meget maerkeligt, for den slags skete aldrig i Antigua, og saa paa en soendag!!!

Senere fik jeg at vide, at det sandsynligvis bare var en slaaskamp mellem nogle maend, som havde drukket for meget.

Så skal jeg snart afsted -igen...

2010-04-19T11:58:00.002-06:00

Om en uge er det to år siden at jeg kom hjem fra Honduras, og det gode er sket at jeg nu har mulighed for at rejse dertil igen.
Denne gange bliver det for at komme i praktik på en skole i Guatemala og arbejde på børnehjemmet Emmanuel i Honduras (se tidligere indlæg).
Jeg kommer til at være afsted i 2½ måned over sommeren, fra sidste eksamen på studiet til første skoledag i september igen. Jeg glæder mig.

Slutspurt paa Emmanuel

2008-04-11T15:57:00.003-06:00

Jeg staar nu for, at jeg skal hjem om kun to uger. Det er maerkeligt.. Jeg har ikke lyst til at tage hjem herfra, men paa den anden side.. Jeg glaeder mig helt vildt til at se min familie igen og snakke med dem. For det med at ringe til dem har ikke virket saa fantastisk godt.
At skrive e-mails har virket nogenlunde godt, naar der har vaeret net.

I tirsdags om aftenen havde staff arrangeret at voluntoerer, staff og de aeldste ”boern” skulle have en hygge-aften. Vi var ca 40 mennesker, og vi spiste suppe med majstortillas. Derefter spillede drengene og pigerne fodbold paa skift. Det var vildt fedt at se de unge fra Emmanuel hygge sig sammen, snakke sammen og bare vaere unge sammen. Drengene og pigerne ser jo faktisk aldrig noget til hinanden.
Hvis man vil moedes drenge og piger, skal man spoerge ”papi” og man maa. Saa faar man et sted og et givet tidsrum, hvor man kan vaere lidt alene. Det sker altid udendoers og efter at boernene er blevet lukket ind i husene. Og det sted hvor de moedes er ikke saerlig privat. Saa det er ikke meget tid de har sammen alene, ogsaa naar de er blevet kaerester.
Derfor var det dejligt at se dem bare vaere lidt sammen pigerne og drengene. Til hverdag moedes de kun, hvis pigen f.eks arbejder i drengenes koekken, saa kan de maaske komme til at snakke sammen.
Men det er nok ogsaa godt nok, naar man er paa et sted hvor der er ca 200 unge mennesker mellem 12 og 25 aar. Det kan blive lidt svaert at styre… Hvis de bare maatte moedes hvor som helst og naar som helst.
Mange af de unge har ogsaa et maerkeligt forhold til det med det andet koen. Mange af dem kommer fra hjem hvor manden har forladt konen til fordel for en anden, eller hvor manden er alkoholiker. Saa jeg forstaar godt et eller andet sted at mange af pigerne helst vil vaere frie for at faa kaerester eller blive gift. De er simpelthen bange for at han vil smutte fra dem, saa snart han kan komme af sted med det. ”Honduranske maend lyver og er ikke til at stole paa”, siger mange af de store piger.

I dag var jeg paa bjergtur med special-needs boernene og en klasse, som ikke var i skole. Jeg laver aktiviteter med de handicappede boern naesten hver dag, lige for tiden. Jeg er holdt op med at arbejde i koekkenet fast, fordi der blev flyttet rundt paa arbejdskraften.
Linn bagte pandekager og jeg skyndte mig at faa forberedt min undervisning til i morgen. Saa klokken ca 10 tog vi af sted med 12 boern – en blanding af special-needs og den der klasse. De skulle ikke i skole, fordi deres ”proffe” var syg. Her paa Emmanuel betyder det at de kommer til at tilbringe hele dagen i gaarden sammen med special-needs boernene. Og de kan godt vaere nogle haarde nogen at skulle lege med. Hver af dem har jo deres problemer. En er mongol, en anden er bare helt tilbage paa smaabarnsstadiet.
Vi gik en god tur i stegende hede og et stykke oppe af et bjerg satte vi os ned og spiste pandekager og drak vores medbragte vand.
Jeg havde ikke saa meget tid, fordi jeg skulle hjaelpe til i koekknet klokken 11. Saa jeg smuttede hjem lidt foer. Oppe i koekkenet var de ved at lave majstortillas, saa det fik jeg lov til at hjaelpe med.. Det var meget hyggeligt.
Klokken 1 tog vi en ny gruppe ud paa tur i bjergene. Saa vi fik givet saa mange som muligt den oplevelse…

Ud af den gruppe danskere som ankom naesten samtidig og som jeg var en del af, er der nu kom tre tilbage. Knud-Erik tog hjem i marts og Tania den 1. april. Linn og Dina tager hjem den 21. april og jeg foelger efter tre dage efter –alene. Saa er det det nye som skal tage over for alvor. De er ogsaa godt paa vej. Det er faktisk lidt soergeligt at se ens opgaver langsomt blive overtaget. I min danskundervisning, har jeg to af de nye voluntoerer til at sidde og kigge paa. Det forstyrrer undervisningen en smule og saa minder det mig om, at jeg snart skal give det videre. Det har jeg bestemt ikke lyst til, for jeg foeler jo at det er min undervisning… Men det maa jeg se at komme over. Jeg skal jo ikke vaere her for evigt.

Paa skoleudflugt

2008-02-12T21:25:00.002-06:00

En sen aften for noget tid siden sad Thyra og jeg inde paa hendes vaerelse. Ruth som hun sov sammen med paa det tidspunkt, var igang med at ploeje sig igennem alle Harry Potter-boegerne, saa hende skulle vi ikke forvente at se noget til de foerste par timer. Vi havde sat os godt til rette, hyggede os med dansk slik og spillede kort. Kan det blive bedre, nej det tror jeg ikke vi syntes. Thyra finder en pink pille paa gulvet og den ligger hun i slikposen. Vi sidder lidt og snakker om, hvad det mon er en pille for, og bliver enige om at det maa vaere en amerikansk malariapille. Vi spiller videre, og Linn kommer ind, hun ser helt forsovet ud i ansigtet. Husk paa at det er en meget sen nat.
Men Linn vil da ogsaa vaere med til vores lille fest. Og det maa hun da gerne, hun er godt nok lidt fortoernet over at vi spiser slik uden hende. Det raader hun bod paa, ved at tage en stor haandfuld fra slikposen og putte den i munden. Pludselig staar Linns mund helt aaben og der er noget lyseroedt pulver-snask over alt. Hun ser helt forkert ud i hovedet og hun siger panisk "Hvad er det er her for noget?" Saa falder tioereren for baade mig og Thyra. Hun er selvfoelgelig kommet til at spise den laekre amerikanske malariapille, som ikke er lavet til at tygge i. Vi formaar ikke at fortaelle Linn, den rette sammenhaeng, fordi vi begge griner, saa vi har halt ondt i maven.

Naa det var lige en historie som jeg kom til at taenke paa. Idag har jeg vaeret paa skoleudflugt med foerste klasse. Vi var i noget der hedder Chiminike, det svarer til Ekspermentariet. Det var sjovt at opleve boernene som en skoleklasse paa udflugt. Det var en ny fornemmelse, og hvor var de dog spaendte i morges da vi koerte med bussen fra Emmanuel, de var fuldstaendig ustyrlige. Det var dejligt at se.
Inde paa museet, var der en reakke rum som vi blev guidet igennem. Hvert rum eller omraade havde sit tema, saa vi kom igennem noget om kroppen, vand, elektricitet og meget andet. Jeg tror boernene har laert meget idag. Paa vejen hjem i bussen faldt de fleste i soevn, det havde vaeret en haard og spaendende dag. Vi voksne doesede ogsaa hen. Til stor moskab for de boern, som ikke var faldet om.

I morgen skal jeg til at arbejde i de smaa pigers koekken igen. Det glaeder jeg mig til.

En tur paa ladet.......

2008-01-31T16:48:00.000-06:00

De volontoerer som var i Belize kom tidligere hjem end forventet, saa de var kun afsted i en uge, men mens de var afsted naaede jeg alligevel at faa besoeg af en Impact-volontoer, ved navn Marsha (jeg har lovet hende, at skrive at hun var her).

Hun har vaeret i praktik paa nogle projekter i Brasilien, og saa ville hun besoege nogle venner i Honduras paa vejen hjem. Derfor kom hun ogsaa forbi Emmnauel.
Hun var her kun en overnatning, men det var dejligt at se hende igen.

Ellers kan jeg fortaelle, at jeg var i Tegucigalpa i gaar. Det var en ret fed tur. Linn og jeg tog derind, for at foelge Thyra til lufthavnen, ikke at jeg tror hun havde brug for assistance. Men vi gjorde det for hyggens skyld, og nej hvor var det rart at komme vaek fra Emanuel bare en enkelt dag.
Jeg har ikke vaeret udenfor Guaimaca siden jeg kom hjem fra Costa Rica i midten af december. Vi tog afsted klokken 7 om morgenen og havde faaet lov til at sidde paa ladet af Marethe og Jordans truck. Det tager ca. to timer at koere til Tegus, saa vi hyggede os. Men det var dog lidt koldt at sidde der.
Men hvad, er man i Honduras eller ikke? Hvis det skulle have vaeret paa aegte honduraner maner, skulle vi have vaeret ca 20-25 mennesker paa ladet. Det foelte vi ikke lige for.

Marethe og Jordan satte os af ved lufthavnen. Og saa havde vi et par timer foer Thyra skulle flyve. Vi gik og spiste nogle pommes frites paa Burger King, for vi skulle jo benytte os af, at vi havde den mulighed for at spise fast food.
Da vi havde sagt ordenligt farvel til Thyra, tog Linn og jeg i maalet (det er et stort center, som der ligger ca 5 stykker af i Tegucigalpa). Alle de storcentre er helt overdrevede, isaer naar man har vaeret ude i slummen og se hvordan folk bor der. Eller kommer fra lille Guaimaca. Det er ligesom at traede ind i et storcenter i Danmark. Meget maerkeligt.

Ellers har jeg i denne uge hjulpet lidt med at male skolen.
Jeg har haft nogle soeskendegrupper ude.
Jeg har haft danskundervisning.
Og har vaeret i The Craft House med nogle grupper af boern.

Det var vidst kort fortalt hvad der er sket paa det sidste.

Januar i Honduras

2008-01-24T15:28:00.000-06:00

Teksten er skrevet den 18. januar 2008

Saa nu er nettet muligt at bruge igen. Det er godt, for jeg har gerne villet skrive paa bloggen i laaaang tid.

Det var meningen fra starten af, at jeg skulle hjem om en maaned fra nu af, men jeg har nu belsuttet at blive to maaneder ekstra, saa jeg kommer hjem i slutningen af april.

Hvis jeg lige kort skal fortaelle hvad der er sket her efter jul, saa kan jeg sige ,at jeg i sidste uge var ved at miste modet fuldstaendig. Det var egentlig ikke fordi der var nogen der gjorde noget som kunne vaere traels, nae der skete bare det, at jeg blev syg -igen. Paa det tidspunkt var jeg kommet til den konklusion, at jeg ville blive laengere, men saa begyndte jeg at faa feber og have konstant hovedpine og hjertebanken. Det stod paa i cirka tre dage, hvorefter Katja begyndte at blive nervoes, fordi jeg har haft feber i gennemsnit hveranden uge siden slutningen af november. Feks lige inden jeg skulle til Costa Rica. Saa da Katja hoerte, at jeg havde feber igen begyndte hun for anden gang at overveje om det kunne vaere malaria. Det kan nemlig godt vise sig ved, at man faar feber som kommer og gaar. Saa i den dag i sidste uge, begyndte jeg for alvor at blive bange, for hvad nu hvis... Og samtidig var jeg ved at vaere godt traet af at vaere syg. Saa jeg taenkte, at hvis testen som skulle tages senere paa dagen viste positiv, saa ville jeg ikke kunne magte mere. Saa ville jeg rejse hjem meget snart.

Sygeplejsken paa Emmanuel -Kardelia- og jeg, vi koerte ned i byen og fik taget den blodproeve. Den viste negativ. En urinproeve dagen efter viste, at jeg havde en infektion, som var den samme som jeg havde haft siden slutningen af november, den gang det ogsaa blev maalt. Yes det var en lettelse.

Igaar blev jeg faerdig med at tage de sidste penicillinpiller og paa et tidspunkt skal jeg lige testes igen for en sikkerhedskyld. Men saa er den histrie ude af verden. Lige for tiden er halvdelen af volontoergruppen paa ferie i Belize, for at de kan faa forlaenget deres visum. Det er dejligt for dem at de kan tage afsted, men det er virkelig ogsaa dejligt at vaere tilbage, det er bare noget helt andet kun at vaere 6 volontoere naar vi normalt er 12. Vi hygger os i hvert fald rigtig meget oppe i huset.

I begyndelsen af januar kom et gammel volontoer fra Danmark for vaere her en maaned, hun har vaeret to gange foer. Hun er en rigtig dejlig pige at vaere sammen med. Derfor er jeg ogsaa lidt ked af, at hun tager hjem om ca to uger fra nu. Hun er faktisk den jeg har haft det bedst med af alle dem, som jeg har modt paa min tur indtil nu.

Boernene har stadig ferie fra skolen, hvilket betyder at de alle er paa legepladsen hele dagen. Lige med undtagelse fra dem som arbejder paa gaarden eller i koekkenerne. Saa volontoerenes primaere opgaver for tiden er af lave aktiviteter med boernene. Jeg har saa til opgave at tage en gruppe boern med ned i Casita hver formiddag -et lille hus, med hobbyting og legetoej i. Det er bare ikke lige blevet til noget hver dag pga af jul, nytaar, sygdom og andre opgaver paa Emmanuel. Feks er lige vi for tiden igang med at male volontoerhuset i alle rummene, fordi ham som har bygget huset i sin tid, kommer i februar. Det skal jo se paent ud til den tid. Men i det hele taget er ingen dage ens for tiden, hver dag bliver planerne aendret fordi der lige er noget andet som skal goeres. Det kan jeg rigtig godt lide, naar der altid er noget at tage fat i.

Her kommer nogle billeder fra nogle ture jeg har gaaet med nogle af boernene i "bjergene". Thyra tager sig lige en slapper paa et taeppe, sammen med Ana. Lillian er helt vildt med sin storebror Luis David.

Hoensefoedder og guleroedder

2007-11-17T12:18:00.000-06:00

Paa en solkinsdag som denne, er det en smule aergeligt at sidde her indenfor og passe internetcafeen, men ingen havde fortalt mig, at det ville blive solskinsvejr idag. Ja, hvem skulle ogsaa kunne vide det. Det er i hvert fald ikke noget vi bruger lang tid til at finde ud af hernede..

I det hele taget faar man et helt andet forhold til vejret hernede. Det er ikke noget man snakker saa frygtelig meget om, det er der bare. Og hvis det regner, saa gaar man indenfor og bliver der det holder op. Saa enkelt er det her. Underligt, men det er faktisk ikke noget jeg har taenkt paa foer nu.

Men anyways saa er vejret virkelig skoent udenfor, det kan sammenlignes lidt med en sommerdag i Danmark, hvor vejret indbyder til at vaere udenfor, det er nemlig hverken for varmt eller for koldt, bare lige tilpas.

De sidste par uger er temperaturen steget en lille smule igen, hvilket har vaeret rigtig rart, for det var blevet lidt koldt at staa ude om morgenen. Til gengaeld er det ogsaa begyndt at regne igen, hvilket goer at boernene bruger mere tid paa at se film, og mindre tid paa at lege.

Det er lidt aergeligt isaer for de smaa boern, som tranger til at faa brugt energi, hver eneste dag. Paa den anden side, saa er det en noedvendighed at holde dem i ro naar det regner, hvis ikke, bliver der kaos indenfor.

I denne uge har livet i koekkenet vaeret en smule anderledes, fordi Carla og Cindy skulle i skole de foerste tre dage. Saa lige pludselig, skulle jeg have ansvaret, og dog. Det virker som om de selv har lidt svaert ved at finde ud af, hvem som skal bestemme over hvem. Det kommer sig af at alle pigerne i koekkenet er mellem 15 og 17 aar gamle. Og de har alle vaeret ude for mange ting i deres liv, som kan goere at det er lidt svaert for dem at arbejde sammen. Oven i det kommer at dem som er vokset op paa Emmanuel har laert at tale meget til andre i bydemaade, som: ti stille! goer det! Saet jer ned! Saadan taler de "voksne" til boernene, saa saadan taler man ogsaa til i hinanden i koekkenet. Hjaelp mig, nu! Goer dit og dat! osv...

Saaden har jeg ikke lyst til at tale til dem. Det gav bare lidt problemer, da jeg stod med ansvaret, for de ville ganske enkelt ikke lytte til mig, hvis jeg spurgte dem paent, om at hjaelpe mig. Resultatet blev at jeg lavede meget de tre dage, men maden blev god nok og det lykkedes os at lave tortillas naesten hver dag.... En stor sejr!!!

Billedet viser menuen i gaar, det er suppe med groentsager, pasta og hoensefoedder. Det er ikke laekkert men boernene elsker det.

Paa naeste fredag tager alle os danske volontoerer ind til Tegucigalpa for at besoege Kitt, Ronja og Sarah. Det er tre danske volontoerer, som arbejder paa projektet Genesis. De samme tre som jeg var paa sprogskole med i Antigua. Det bliver vildt spaendende at se, hvad de arbejder med paa deres projekt. Det bliver foerste gang jeg kommer rigtig udenfor Emmanuel i al den tid, jeg har vaeret her, saa det er lidt maerkeligt. Tiden staar paa en maade naesten stille, naar man er her inden for Emmanuels hegn. Derfor er det heller ikke helt til at forstaa, at vi allerede er i novenmber maaned nu. Det vil sige at jeg snart har vaeret afsted i tre maaneder, i Central Amerika betyder det, at jeg skal til at forny mit visum, meget snart, hvis jeg ikke vil have en boede.
Derfor rejser jeg sansynligvis til Costa Rica i slutningen af denne maaned sammen med Knud Erik og de tre danskere fra Genesis. Det er nemlig ikke nok at rejse til Guatemala eller et af de andre nabolande.

Vi regner med at vaere afsted i alt i ti dage.

15 smaa piger ved sengetid...

2007-11-03T11:33:00.000-06:00

Saa er det blevet loerdag igen -den eneste dag hvor jeg har faat tilkaempet mig tid paa intenettet ( og gaet hvad.. det virker).

Livet paa boernehjemmet Emmanuel er ved at falde paa plads i en hverdagsrytme, og dog ikke helt. Fordi jeg har alligevel formaaet at starte paa lidt nyt i denne uge alligevel, jeg ved ikke hvordan det lykkes for mig hele tiden. Men denne gang er bare en form for udbygning af de arbejdsomrader, som jeg allerede er igang med at varetage. Jeg skal nemlig til at hjaelpe til med aftenbadningen og tandboerstningen paa et af vaerelserne hos de smaa piger. Dvs. hjaelpe 15 smaa piger fra omkring 5 til 8 aar med at komme i seng om aftenen. Det er ikke blevet til saa meget hjaelp endnu, fordi der har vaeret nogle forskellige andre ting planlagt de sidste par dage, saa reelt har jeg kun hjulpet een aften indtil videre. OG den aften var haard.....
I stedet for at jeg skulle hjaelpe den pige som i forvejen havde ansvaret for pigerne, fandt jeg pludselig mig selv alene med de 15 smaa piger, som alle ville have boerstet taender og have shampo i haaret paa een gang. Der er en menneskelig umulighed at udfoere det. Saa det blev et vaerre mas, et jeg bestemt ikke havde lyst til at gentage.
Nu gaar jeg lidt og overvejer hvad jeg kan goere anderledes inden naeste gang (i aften). Jeg bliver noget med at tage dem efter tur, ( det proevede jeg paa foerste gang ogsaa, men jeg troede at hende pigen ville vaere den som bestemte, og derfor forventede jeg at hun ville vise hvordan de plejede at goere det).

Derudover er det meningen at jeg skal igang med at lave nogle aktiviteter med nogle soeskende et par eftermiddage om ugen, og Tanja ( en af de danske volontoerer) har sagt at hun gerne vil hjaelpe. Det er nemlig saadan at soeskende ikke ser saerlig meget til hindanden har paa Emmanuel. Det er konsekvensen af det er blevet saa stort. Hvis soeksende er baade drenge og pige, ser de faktisk aldrig hinanden. Saa vores opgave bliver at tage en eller to soeskendegrupper ud, og lave en saerlig aktitvitet med dem.

De sidste mange uger har vi vaeret igang med at lave en tons julekort fra boernene til deres sponsorere. Det virker saa fjollet at lave julekort fra midten af oktober. Men naar der skal laves omkring 700 saa skal man gaa igang i god tid. Ellers naar vi det ikke til jul.

Her kommer der lige nogle billeder fra det. Det foerste billedes er taget i pigernes volontoerhus, Ruth og Tasha (volontoerer fra USA). Paa de to naeste er det drengene som overvejer hvad der skal skrives til deres sponsorere.

Ugens rapport

2007-11-03T10:31:00.000-06:00

Denne tekst er skrevet en uge foer den er udgivet.

Nu har jeg proevet atkomme paa nettet i laaaang tid, men hernede er internettet ikke noget man bare kan regne med fungerer. Jeg proevede, at komme paa i sidste weekend, men internetcafeen har kun aabent om loerdagen (i weekenden) , og jeg havde kun mulighed om soendagen. I denne weekend ville jeg proeve igen. Enten virkede internettet ikke eller ogsaa var stroemmen gaaet. I dag er det saa mandag og jeg har faaet mulighed for at laane en computer, saa nu skriver jeg mailen og sender senere naar internettet er paa igen…..

Naa hvad er der saa sket siden sidste gang jeg skrev. Der er faktisk sket saa meget at det er svaert at huske bare nogle smaa episoder… Siden sidst er der sket det, at jeg er blevet flyttet til andre omraader, fordi der ikke var brug for saa mange i toddlernes koekken om formiddagen, saa i stedet er jeg nu i de smaa pigers koekken.
I det koekken er der meget mere at lave, saa meget at det giver sved paa panden. Mit arbejde bestaar i at hjaelpe med alt hvad der er brug for i koekkenet. I dag ville det sige, at lave uendeligt mange tortillas og en anden dag stod jeg og skar den samme grontsag hele morgenen. Vi er tre piger i koekkenet, de to andre hedder Sindia og Carla. Jeg hjaelper fra klokken 8 til omkring kl 13, hvorefter jeg gaar hen og er sammen med toddlerne resten af eftermiddagen, jeg savner dem virkelig, toddlerne, naar jeg ikke er sammen med dem hele dagen.
(Ildstedet i koekkenet, der laves al maden)

De er bare mine yndlingsboern, en af boernene –José – en af de boern jeg giver medicin, haenger paa mig al den tid jeg er i toddlerhuset. Jeg maa ikke faa lov at gaa paa toilettet eller tage en pause. Han er virkelig en skoen dreng. Jeg vil tro, han er omkring tre aar gammel, og saa har han de soedeste ansigt, med store brune oejne og lange oejenvipper – de laengste jeg har set paa en lille dreng.
Der udover er der Erica og Viermo. Viermo er en af de smaa drenge, saadan en lille ble-dreng, som kommer stavrende. Han naermest vralter pga bleen. Han har den vane at skyde underlaeben frem naar enten ikke faar sin vilje eller naar han er eftertaenksom.

(Billedet er taget i toddlernes gaard, og det er Viermo og en af de stoerre piger)

I fredags havde vi et lille volontoermoede her i pigernes volontoerhus, hvilket gjorde at drengene var heroppe og se huset indefra for foerste gang, nej hvor var de misundelige... Men det er ogsaa virkelig et luksushus naar man taenker paa at vi rent faktisk er i Honduras.

Naar man er her paa Emmanuel, foeles det ogsaa ofte som om man er naermere USA end Honduras, fordi bygningstilen og maaden tingene bliver gjort paa er saa amerikanske her paa stedet..

I sidste uge begyndte det faktisk at blive koldt, saa koldt at selv jeg begyndte at fryse. Det var der heller ikke noget at sige til for det var tidligt om morgenen og jeg havde kun nederdel og t-shirt paa. Og det ville jo aldrig have gaaet i oktober maaned i Danmark. Saa det er ikke koldt virkelig, men det er koldt, naar man er vant til at svede dagen lang. Saa nu bliver det ene par cowboy bukser jeg har taget med brug hver eneste dag. Og det samme med den eneste langaermede bluse der var havnet i min taske. Det er fra nu af blevet mit faste morgen-medicinrunde-outfit. Saa er der da heller ikke nogen som er i tvivl om hvornaar jeg er ude med medicin om morgenen. Men maaske saadan noget selvlysende toej som banearbejdere og den slags bruger ville vaere mere passende. Saa kunne det goere det ud for medicinkitlen.

Jeg kan ogsaa fortaelle at jeg har vundet en konkurrence, jeg har vundet ved at have allerflest bid fra insekter, vi har godt nok ikke talt dem alle. Men eftersom jeg er den eneste hvor det naesten ikke er muligt at se den nederste del af benet mere, saa er jeg en sikker vinder. Det underlige er bare, at det ikke er fordi jeg ikke har brugt diverse insektsprays, det har jeg, men det er insekterne tilsynladende ligeglade med.

Lige et lille glimt fra i loerdags hvor LInn og jeg legede med lego med ti af drengene.

(Paa billedet : Linn, Carlos -han kigger- og Wilme)

Livet paa boernehjemmet

2007-10-13T15:18:00.002-06:00

En ganske normal dag paa Emmanuel for mig begynder kl 5.15, "vaekkeuret" ringer og jeg ligger lidt i min seng og spekulerer over om nu ogsaa er saa noedvendigt at staa op lige nu. Kan det ikke vente bare 5 min? Det kan det nogle gange, men ikke hver dag. Paa det tidpunkt er det ikke fordi der er stille, som der ville vaere i Danmark paa det tidspunkt. Der er en masse lyde udefra, fra alle boernene, som er ved at staa op (440 boern kan give en del lyd, selvom de er morgentraette) og fra dyrenene paa "farmen". Grisene hyler, hanerne galer og lign lyde. Saa skal vi op og igang, jeg griber medicin-tasken, som jeg har klargjort aftenen foer og gaar ned til "the little boys circle", hver gruppe paa Emmanuel har en "circle" hver morgen. Der samles man i en cirkel og har sang, boen og en eller to fortaeller om noget fra bibelen. Det forventes at vi voluntoere deltager i det. Men vi ma selv bestemme hvillken cirkel vil har lyst til at stoette op om.

Jeg gaar altid til "the circle" for de smaa drenge, det goer jeg fordi jeg saa kan give medicin til "presidente". "Presidente" er en af de mellemstore drenge, og han bliver kaldt saadan, fordi hans navn er det samme som den tidligere praesident af Honduras. Jeg ved faktisk ikke hvad hans rigtige navn er, men det virker som om "presidente" er hans navn nu. Efter "el circolo" gaar jeg rundt paa hele Emmanuel og giver medicin, til de boern, som faar den samme medicin hver dag. Jeg nyder at komme rundt og hilse paa boernene i alle de forskellige huse. Nogen dage er de virkelig glade og jeg kan lave lidt sjov med dem, andre dage skal jeg rende rundt for at finde dem alle vejne og det kan tage sin tid.
Saa er det blevet tid til at spise lidt morgenmad. Paa det tidspunkt er klokken blevet halv 8 og, ja jeg er blevet rigtig sulten.

Nu er det saadan, at jeg er blevet flyttet til at skulle arejde med "todlerne" det er de helt smaa boern. Saa det meste af min dag gaar med at vaere i deres hus, hjaelpe med at holde styr paa dem, hjaelpe med maden, og hvad de har brug for, og naar klokken bliver omkring 3, gaar jeg tilbage til vores hus, for at forberede den sidste medicinrunde. Den tager jeg saa mens boernene sidder og spiser aftensmad.
I naeste uge kommer der hoejst sandsynligt 5 nye pige-volontoerer, to mere fra Staterne og 3 fra DK. Men nu maa vi se, vi ved aldrig rigtig helt hvonaar folk kommer her. Pludselig en dag, saa staa de der nok bare. Og saa maa vi tage godt i mod dem.
Forresten saa er voluntoererne gaaet sammen om at lave et "band" og vi regner med at spille i kirken paa onsdag. Saa det skal nok live spaendende, selvfoelgelig er sangene paa spansk og engelsk, saa det er i sig selv en udfordring for mig og nogle af de andre.

Den foerste tid paa Emmauel

2007-10-05T10:22:00.000-06:00

Dette er tre af de smarte volontoerer. Fra venstre er det Oliver fra Tyskland, Kenny og Emily fra "the States". Her kommer nogle faa billeder fra den foerste uge her.

The true story about

2007-09-29T15:59:00.000-06:00

The true story about....what happened yesterday... or the days before

Natten til tirsdag skulle vi afsted til Honduras. Vi havde koebt en billet til et busselskab som reklamerede med aegte luksus. Det var det virkelig ogsaa, airkonditionen virkede saa godt, at vi sad med jakker paa i bussen, og undervej paa turen blev der soerget for vores bagage. Der var pauser undervejs, saa vi kunne koebe mad og straekke benene. Alt var tilyneladende lukus. Bortset fra en soelle ting, noget som vi burde kunne ignorere, hvis det ikke bare kraevede, at vi tog til stilling til det. Det skete nemlig det, at baade jeg og Knud Eriks maver gjorde voldsom vroevl over at blive transpoteret paa den maade, hvilket resulterede i, at vi kastede op paa skift.
Saa slemt var det heller ikke, men 17 timer i en bus, hvor man aldrig ved hvornar naeste gang bliver, er en smule opslidende.

Vi overnattede den nat paa et hotel i Tigucigalpa, hvorefter vi tog en bus til Emmnuel naeste dag. Saa var vi der endelig.... Det oejelik havde vi set frem til i maaneder og saa stod vi der endelig. Meget overvaelende... Jeg havde forestillet mig at Emmnuel var stort, det er det ikke, det er enormt. Som en hel by.

Men foer alt dette skete skulle vi sige farvel til dem paa skoelen og de andre danskere i Antigua. Jeg syntes det var soergeligt. Meget soegeligt, for de var virklig nogle soede mennesker, dem vi havde laert at kende i Antigua. Paa vores sidste dag paa skolen, hevde de koebt en kage -grande og nachos, det var ikke noget de plejede at goere, saa vi var meget overraskede og blev virkelig glade. Da jeg sagde farvel til en mine laerere sidst paa dagen, var det virkelig skoent at blive moedt med flere varme knus og et soedt kort hun selv havde lavet. Hun har virkelig en favnende personlighed. En eftermiddag en uge tidligere hvor vi skulle have lavet spansk -jeg og min laerer, endte det med, at hun fortalte sin livshistorie, og vi delte nogel bibelvers. Fedt..

Saa kan det ikke blive bedre at laerer spansk, naar det foregaar paa den maade.

Her paa Emmnuel, gaar det langsom fremad, meget langsomt. Jeg er endnu ikke rigtig blivet sat igang, selvom det er det jeg allerhelst vil. Jeg tror det er fordi Katja vil lave en eller anden plan for os voluntoere. Det er ogsaa fint nok. Saa er der styr paa det. Saa siden jeg kom her, har jeg mest gaaet rundt og hilst paa nogen af de mange boern. Oevet mig paa snakke spansk med dem, og den slags, men hvor jeg dog glaeder mig til at faa nogle specifikke opgaver, vide hvad de forventer af mig og lign.

Idenpendence day in Antigua

2007-09-17T17:09:00.000-06:00

Saa er det tid til spansk igen her i Guatemala... Det er blevet mandag eftermiddag og vi er lige blevet faerdige med de 6 timers spansk.... For hver dag der gaar kommer der mere spansk ind paa lystavlen, der er bare for fedt. Men efter min mening kan det kun gaa for langsomt, med at laere det. Det er jo vigtig at kunne saa meget saa muligt, naar jeg kommer ud paa projektet...

Emmnuel er kun ca. en uge vaek nu. Saa det begynder at vaere taet paa. Jeg har meget svaert ved at forestille mig, hvoardan det er derude. Af og til kommer nogle situationer til mig, saadan som det maaske kan blive paa Emmnuel. Men hvem ved? Jeg har i alle tilfaelde meget svaert ved at sige noget om hvordan det bliver. Jeg glaeder mig til det.

Vi blev i byen (Antigua -hvor vi bor og gaar i skole) fredag og loerdag, for at foelge med i hvad der skete. Guatemala fejrede deres uafhaengighedsdag i loerdags og det kunne maerkes alle vegne. Fredag kom mange grupper af mennesker loebende gennem byen med at fakkel. Hvad meningen med faklen helt praecist er, ved jeg ikke. Men faklerne skulle i hvert fald fra by til by, og de blev gjordt med hjaelp fra biler med sirener, som soergede for at goere plads til loeberne. Saa der var ingen som var i tvivl om hvornaar der kom en gruppe forbi. Saa skulle man i hvert fald vaere baade blind og doev.
Loerdag fortsatte festlighederne med parader. I bagende solskin gik repraesentanter fra alle skoler i byen i optog. Tilskuerne havde det virkelig varmt i deres sommertoej, mens drengene med stortrommerne hamrede loes, saa sveden loeb af dem. Stakkels dem... Og pigerne var enten klaedt i fine kjoler (hvis de var blevet "mis independence" paa deres skole) eller fulde unirformer med jakke og hansker. Hold op hvor var mange af dem dygtige til at spille, selv helt smaa boern..Hele paraden tog ca. 1,5 time hvis man stod paa samme sted, og saa dem gaa forbi...Det var en fest for hele byen..

Soendag tod vi til et kendt marked i byen Chichicasinanga, meget spaendende og meget crowded. Boder og saelgere over alt. Og i et enormt omfang. Den samme saelger kom hen til dig igen og igen. For hvad nu hvis du havde ombestemt dig siden sidst... Men nej, det havde vi ikke. Det blev til en god dag, men vi traengte hurtigt til at komme hjem og blive klar til mandagens spanskundervisning.

Panajachel

2007-09-10T08:44:00.000-06:00

Saa er det mandag igen, vi har altsaa vaeret afsted i en uge nu. Det foeles naermest som en evighed siden vi tog afsted fra Copenhagen Airport.

Igaar var vi paa tur hele dagen. Dagen begyndte godt -troede vi. Men vi blev en smule overraskede da vi skulle afsted. Vi havde aftalt med turarrangoererne, at vi ville blive hentet med minibus klokken 8 om morgenen. men allerede klokken ca halv 8 stod der nogen og hamrede paa hoveddoeren der hvor jeg bor, de var naermest ved at vaekke hele gaden.

Arrengoerene havde betsmt sig for at ville afsted klokken 7 i stedet, det havde de bare ikke haft lyst til at fortaelle os. Saa turen begyndte med at ingen fik nogen morgenmad.

For at komme til byen Parajachel, som var voeres bestemmelsessted, skulle vi koere i en den lille minibus i 2,5 time. Og det var vel og maerket i hoej fart, i en bus der loed som om den var ved at falde fra hinanden, og tilmed paa hullede veje op og ned af bjerge. Sjov tur. Den kunne godt give en lille smule kvalme til den sarte (det var vsit os alle fire).

I Parajachel fandt vi et virkelig hyggeligt sted at faa spist vores morgenmad, nej hvor var det bare skoent, og maden var virkelig laekker.

Vi fandt en baad som ville sejle os over den virkelig smukke soe som ligger ved byen Panajachel. Soen er stor, turkisblaa og omgivet af vulkaner og smukke bjerge. Det var virkelig flot at sejle over soen, saa flot at det ikke kan beskrives.

Vi sejlede til byen Santiego var der i 1,5 time og sejlede tilbage. Paa tilbagevejen, begundte det at blaese op og det skoenne solskinsvejr forsvandt. Boeglerne bsgyndtee at blive hoejere. Saa vi var glade at vi naaede tilbage inden regnen det volsomme regnvejr begyndte. Vi sluttede af med at spise frokost paa en hyggelig restaurent, hvor vi kunne sidde og se ud over soen.

Vi skulle med minibussen hjem igen, og havde aftalt at de skulle komme og hente os klokken 4. Men bussen kom aldrig, saa vi endte med at rende gennem hele byen, for at proeve og finde en bus som koerte, men alle offentlige busser afgik sidste gang kl 4. Saa hvad skulle vi goere?

Vi fandt en som havde en minibus og ham betalte vi for at koere os til Antigua. Det er det man aldrig maa goere, men vi var desperate efter at komme hjem inden det blev moerkt.

Loerdag var vi ude for at se vulkanen Pacaya, det er den eneste vulkan som er aktiv i omraadet omkring Antigua.

Como te llamas?

2007-09-06T15:07:00.000-06:00

Teksten er skrevet den 5. september 2007

Orkanen Felix som I sikkert har hoert meget om, er vi vist ikke i fare for. Vi er jo i Guatemala for tiden. Vi hoerte foerst om Felix ,da vi skulle fra Miami tirsdag. Saa da blev vi lidt bekymrede, for vi vidste ingenting, om hvor den ville ramme og hvor farlig den var. Vi stod og var klar til at skulle ind i flyet mod Guatemala City. Vi havde derfor heller ikke mulighed for at finde ud af noget videre. Men der ikke noget at frygte der mere...
Den foerste dag paa sprogskolen er veloverstaaet, med det resultat at vi alle fite er hamrende traette. Naar man aldrig har sagt et ord paa spansk foer, saa er det heldt vildt at skulle kunne sige: Hvad hedder din mor? Eller svare paa hvor ens bror kommer fra. Men det var virkelig spaendende og jeg glaeder mig til at blive bedre til det. Det foeles som om ens hoved er vokset til dobbelt stoerrelse idag.
Byen Antigua, som vi bor i, er en hyggelig by. Der er brosten paa alle gader, ultra smalle fortovs, og biler og mennesker over alt. Den er meget anderledes end Guatemala City, som vi landede i igaar. Jeg bor hos en hyggelig familie, hvor jeg faar mad tre gange om dagen, spaendende mad som den spises i Guatamala.

Landet i Guatemala

2007-09-06T15:03:00.001-06:00

Teksten er skrevet den 4. september 2007

Klokken er ca. 6 om aftenen og i ligger og sover ( kl. er ca 2). Vi havde en rigtig lang dag igaar hvor der blev vendt op og ned paa vores doegnrytme. Hvilket gjorde at vi var oppe til kl halv fire dansk tid foer vi lagde os til at sove. Vi var fremme i Miami kl 17.30 igaar aftes. Da vi kom til Miami var vi helt forvirrede fordi vi skulle finde den bus som koerte til hotellet, efter noget tid fandt vi ud af hvordan vi skulle praje den bus vi skulle med.
Idag floej vi saa til Guatemala City, det var noget af en oplevelse, ikke selve flyveturen, det gik ligesom alle de andre gange. Men vi havde spist et laekkert morgenmaaltid paa hotellet i morges kl 7. Kl ca 12 floej vi saa fra Miami. Det var fedt at lette som det altid er, men fedest hvis man sidder ved vinduet. Hviilken skuffelse det var for os, da vi fandt ud af der ikke blev serveret mad i flyet overhovedet. Og vi skulle flyve i 2,5 timer!!! Vores humoer dalede med flere grader, saa da vi kom frem til Guatemala. Var vi ved at gaa til af sult. Hvor var der mad? Hurtigt!!!! Men nej der var ikke tid til den slags spekulationer, for hvor var vores bagage? Ved bagagebaandet kom taske efter taske og til sidst, Kitts og min bagage, men ikke Ronjas og Knud Eriks. Oev. Vi maa nu se hvordan det gaar med den. Vi blev koert til Antigua i bus og sat af tre forskelige steder i byen, Kitt og jeg har fundet hinanden, men ikke Knud Erik og Ronja ( de bor samme sted). Saa vi kan ikke engang laane Ronja en bluse til i morgen. Surt show... Naa men, vi er ved godt mod, har endelig faaet noget at spise og i morgen ser vi de andre paa sprogskolen.

Immanuel- Gud med os

2007-08-31T04:55:00.000-06:00

Ja ,Gud er virkelig med os, det har jeg lige oplevet..
De sidste par uger har jeg gået og haft fustraioner over at skulle afsted til Honduras, fordi der manglede over 10.000 kr. til rejsen. Jeg sagde til Gud flere gange at hvis han ønskede, at jeg skulle til Hinduras, så blev han også nød til at hjælpe mig, for jeg ville ikke kunne komme afsted uden de penge. Jeg ved eftehånden at Gud har det med at give os det vi har brug for lige til tiden -og ikke et minut før!
Ja jeg kommer til at sidde i flyveren på mandag og idag -fredag er de kommet 4.500 kr ind. Gud er stor!!!!

Det passer virkelig når der står i bibelen at vi skal kaste al vores bekymring på ham, så vil han sørge for os... (1. Pet 5,7) Jeg er ret glad nu.. Gud ønsker ikke bare at være med os i hverdagen. Han vil være hele vores liv...

Mange gange tak til jer som har givet de penge, må Gud velsigne jer.

Forresten... på onsdag kommer er en artikel om min rejse i folkebladet. Det er den lokale avis i Brøndby. Kig på www.folkebladet.dk

Projektet Emmanuel

2007-08-12T09:28:00.000-06:00

Hvis nogen af jer skulle være i tvivl om hvilket projekt jeg skal ned til i Honduras, laver jeg en kort præsentation af det.
Jeg skal arbejde på børnehjemmet Emmanuel, som ligger i nærheden af hovedstaden Tegucigalpa i Honduras. Børnehjemmet har ca. 450 børn i aldrenen fra helt små til nærmest voksne. På Emmanuel er der både kirke, skole og alt hvad der er brug for i arbejdet med børn. Det fungerer næsten som en selvstændig landsby.
Som volontør kan jeg komme til at lave mange forskellige ting. Det kan veksle i mellem at passe de små børn, lege med de større børn, hjælpe med opvask og rengøring og lave praktisk arbejde... Det bliver spændende at se hvad vi skal lave...
Som det er lige nu er vi 3 eller 4 fra Danmark, som skal til Emmnuel.

Forberedelseskursus

2007-08-10T13:54:00.000-06:00

Yes, så er det længe ventede kursus igang - det kursus, som skulle gøre, at jeg er rustet og klar til den opgave jeg skal ud i. Det er fedt at være her. Man får lyst til at rejse lige med det samme, og samtidig får man øjnene op for alt det, som kan gå godt og gå skidt derude....
Idag har vi haft besøg af x-volontører fra forskellige projekter. Os der skulle til Emmanuel i Honduras havde en voluntør at tale med og især spørge om alt mellem himmel og jord. Dem som skulle til Bangladesh, Thailand, Filipinerne og Brasilien fik hver deres x-volontører at tale med. Det var godt for at os alle tror jeg. Så kunne vi få spurgt om alt det, vi ryster i bukserne over... hvordan kommunikerer man med børn, der taler et komplet uforståeligt sprog, hvor vasker man tøj, hvordan smager maden, dur jeg til det?.... osv. osv. millioner af spørgsmål...
Men nu føler jeg, at jeg er klar til at tage ud i den store verden, nærmere bestemt Honduras...
Og det virker som om det er det Gud, han vil med mig lige nu. Jeg er i hvert fald noget nærmere på at kunne klare at tage atsted rent økonomisk... Gud er stor. (Jeg mangler nu kun ca. 11.000 kr. Så fedt)

Velkommen til bloggen

2007-07-01T04:16:00.000-06:00

Jeg sidder her og ved at jeg skal til Honduras om 2 måneder. Det er lidt spændende, der er bare så meget der mangler at blive gjort. Jeg skal have samlet 20-25.000 ind, hvilket virker fuldstændig umuligt, derudover er der en masse småting som jeg skal have på plads inden, jeg sætter mig i flyveren mod Guatemala.