Nye beboere på feriepladsen

Vi har fået nye folk til feriepladsen, der hvor vi bor. Det er en lidt anden type folk, end alle
andre som bor her.

De er tre og har boet her i ca en uge nu, og de holder sig mest for sig selv. Kan du se på billedet,
hvem de er?

Nu er julen her

Når man skal holde jul så langt væk fra Danmark, som Etiopien er, så må der være noget, som ikke er som hjemme.

Det har i allerhøjeste grad været tilfældet i denne adventstid. Der er ingen tegn på jul på gader og bygninger. De eneste steder hvor det ses, at det snart er jul,, er når du besøger en familie fra fx Norge, Danmark eller USA. Den etiopiske jul ligger først den 7. januar. Så etiopierne er ikke gået i jule-mode endnu, selvom det i dag er den 23. december. 

Det har været lidt underligt at klippe julehjerter, med åbne vinduer. Og spille julemusik i fuldt solskin. På en måde er det blevet meget mindre vigtigt for mig at holde fast i juletraditionerne hernede. For alt er bare helt anderledes end det plejer. 

Så i stedet bliver man bare glad når noget pludselig er lidt julet. Vi har fejret luciadag her på feriepladsen. Da gik de norske og danske børn i luciaoptog og derefter var vi til koncert med Carola. (Det var bare på en stor skærm, men det var meget smukt og dejligt.)

I går aftes spillede de 10 børn, som går i skole her på feriepladsen, (norske, danske, tyske og amerikanske) det julespil, som vi har øvet på i lang tid nu. Det gik så godt, og der kom sååå mange mennesker og var med. Derefter sang vi lidt julesange på engelsk alle sammen. Børnene var glade og stolte da det var overstået, og det var vi andre også.

Så nu er juleferien kommet, og julen skal fejre i morgen hos den danske familie her i Hawassa. 

Her kommer lidt glimt fra december:

Her stikker vi julekager ud på skolen i dejligt solskinsvejr

Børnene sidder klar til at vise deres julespil, som vi har øvet på siden efterårsferien.
Vi havde en dejlig aften, og der kom så mange og var med.

Mari og jeg er igang med at lave julekalender til skolen, så dette er den 30. november

Her har vi juleværksted på DDNS. Vi havde en fantastisk dag sammen. 

Amhariske problemer

Dette indlæg er mest interessant for folk, som synes, at det er sjovt at beskæftige sig med sprog og sprogproblemer.

Jeg vil fortælle om noget af det, som vi bruger noget tid på herude. To gange om ugen kommer en elev fra Tabor Evangelical College og underviser Kåre, Trine, Mari og jeg i amharisk i ca 1 time.

Amharisk er virkelig et svært sprog at lære, og jeg endnu ikke helt forstået, hvad det er, der gør det så svært. Måske er det svært fordi der findes flere lyde, som i hvert fald hverken findes på engelsk eller dansk. Fx har amharisk nogle eksplosive k'er og g'er, og derudover an masse andre lyde, som vi kan gendkende, men ikke rigtig ramme. Fx når vokal ligger lige mellem to vokaler på dansk. 

Vi lærer efter en metode, som mange mener er bedre end de traditionelle metoder. Metoden går ud på at lytte de første hundrede lektioner. Lytte og pege. Så læreren peger på et billede og siger så et ord. Læreren spøger os hvor hunden er, og vi skal pege på billedet, der passer til. Så det foregår lidt som når et lille barn lærer sit første sprog. Først lytter barnet, så spørger barnet og peger, og så pludselig begynder barnet at sige ord. 

Vi skal optage alle de ord, vi skal lære og skal derefter lytte til hver optagelse tre gange om dagen. Det kan godt tage lidt lang tid at skulle lytte, især hvis man først kommer i gang, lige inden man skal sove. 

På denne video kan I se hvordan det foregår og måske lære farverne på amharisk. Lyt til den nogle gange, hvis du vil lære det. 

Nogle af de sætninger som vi har lært er temmelige besynderlige. Fx var en af sætningerne i denne uge: Se på hendes fars ben. Eller: Vask hendes broders øre. Ja det er jo nok det vigtigste at kunne forstå. 

Derudover er det lidt besynderligt, at vi nu ved hvad pupiller eller fodsåler hedder. Men vi kan ikke sige kartoffel eller andre grøntsager og frugter.

Det hele gøres ikke nemmere af at amharisk har sit eget skriftsprog, fideller. De er bygget sådan at hver bogstav er både en konsonant og en vokal sat sammen. Det giver lidt flere bogstaver end i det alfabet, vi kender.

Undervejs har været ved at give op flere gange, men langsomt begynder vi at kunne sige enkelte ord, når vi er ude i byen. Og det er dejligt. 

Thanksgiving

For  ca en uge siden fejrede vi Thanksgiving her i Awassa. Vi blev inviteret hen til en amerikansk familie, som har et børnehjem. Der kom en masse forskellige mennesker, med mange forskellige nationaliteter, og alle havde lidt mad med. Amerikanerne stod for at tage de retter med, som skal være på Thanksgiving fx kalkun. Kalkun kan man ikke få fat i her, så det blev i virkeligheden kylling.

Jeg forsøgte at lægge nogle billeder ind her, men det virker ikke. Så det bliver uden billeder

Kirkeindvigelse

I søndags var vi en tur til en lille by ca to timer fra Awassa. I denne by skulle en kirke indvies og Temesgen (som er en af NLM's missionærer i Awassa) holde prædikenen.

Vi kørte afsted søndag morgen klokken 8 - vi var 6 mennesker tæt sammen i bilen. Byen lå oppe på toppen af et bjerg, og derfor kørte vi op ad og op ad, ad små veje eller hjulspor meget af tiden. Et sted skulle vi krydse en lille flod, og broen var meget smal - ikke lavet til køretøjer. Så vi måtte køre gennem floden i stedet for over den. Det gik fint, bilen klarede det.

Her ses kirken i baggrunden. Så mange mennesker var der da
gudstjenesten begyndt

Da vi kom frem til kirken, skulle vi sætte os på nogle bænke. Der sad nogle andre på disse bænke, men de måtte bare flytte sig, så vi kunne sidde der. Det føltes lidt mærkeligt, at vi var så "vigtige".

Her er vi blevet placeret på bænke i siden

Trine sagde senere, at hun havde følt sig helt kongelig, fordi vi hele tiden skulle have det bedste. Fx syntes både børn og voksne, at vi var mere spændende at se på, end kirken og de andre folk. Det betød, at vi havde tilskuere på under hele den tre timer lange udendørs gudstjeneste (kirken var jo ikke stor nok til alle de mennesker, så det hele forgik udenfor). Lige meget hvor vi kiggede hen, fik vi øjenkontakt med et par børn, som bare stirrede på os. Det er ikke godt at vide, hvad de har tænkt.

Her er noget af vores "publikum"

Da gudstjenesten havde varet i lidt under 3 timer, blev vi budt på mad inde i kirken, mens gudstjenesten fortsatte udenfor. Det var kun de "vigtige" folk, som var budt indenfor.

Her ses kirken indefra

Herinde fik vi gryn, som klistrede sammen. Det var lavet af falsk bananplante. Det er en meget brugt spise her i Etiopien. Grynene ligger og gærer i op til 3 måneder, så ingen af os udlændinge synes særlig godt om det. Kåre og jeg spiste dog flere små portioner, bare for at være høflige. Til dette drak etioperne en slags surmælk, som opbevares i en krukke i jorden i noget tid. Desværre så smager det meget værre end grynene fra falsk bananplante, selvom man ikke skulle tro at det var muligt. Temesgen spiste løs af maden og mælken, og han nød det.
For at vi ikke skulle sulte, (vi havde jo ikke spist siden tidligt om morgenen, og klokken var ca 14), købte de nogle ruller kiks, som vi kunne spise. Jeg følte mig lidt flov over at de så tydeligt kunne se, at vi ikke var så vilde med maden.

Her ses at der er kommet mange flere mennesker mens
gudstjenesten stod på. Mange af dem kigge meget på os. 

Det var virkelig spændende at være med til at se den nye kirke, og være med til at menigheden fik en officiel indlemmelse i Mkane Yesu Kirken. Med det var hårdt at sidde i ca 3 timer på en bænk, hvor man skulle holde sig godt fast, fordi den skrånede nedad.