Nye beboere på feriepladsen

Vi har fået nye folk til feriepladsen, der hvor vi bor. Det er en lidt anden type folk, end alle
andre som bor her.

De er tre og har boet her i ca en uge nu, og de holder sig mest for sig selv. Kan du se på billedet,
hvem de er?

Nu er julen her

Når man skal holde jul så langt væk fra Danmark, som Etiopien er, så må der være noget, som ikke er som hjemme.

Det har i allerhøjeste grad været tilfældet i denne adventstid. Der er ingen tegn på jul på gader og bygninger. De eneste steder hvor det ses, at det snart er jul,, er når du besøger en familie fra fx Norge, Danmark eller USA. Den etiopiske jul ligger først den 7. januar. Så etiopierne er ikke gået i jule-mode endnu, selvom det i dag er den 23. december. 

Det har været lidt underligt at klippe julehjerter, med åbne vinduer. Og spille julemusik i fuldt solskin. På en måde er det blevet meget mindre vigtigt for mig at holde fast i juletraditionerne hernede. For alt er bare helt anderledes end det plejer. 

Så i stedet bliver man bare glad når noget pludselig er lidt julet. Vi har fejret luciadag her på feriepladsen. Da gik de norske og danske børn i luciaoptog og derefter var vi til koncert med Carola. (Det var bare på en stor skærm, men det var meget smukt og dejligt.)

I går aftes spillede de 10 børn, som går i skole her på feriepladsen, (norske, danske, tyske og amerikanske) det julespil, som vi har øvet på i lang tid nu. Det gik så godt, og der kom sååå mange mennesker og var med. Derefter sang vi lidt julesange på engelsk alle sammen. Børnene var glade og stolte da det var overstået, og det var vi andre også.

Så nu er juleferien kommet, og julen skal fejre i morgen hos den danske familie her i Hawassa. 

Her kommer lidt glimt fra december:

Her stikker vi julekager ud på skolen i dejligt solskinsvejr

Børnene sidder klar til at vise deres julespil, som vi har øvet på siden efterårsferien.
Vi havde en dejlig aften, og der kom så mange og var med.

Mari og jeg er igang med at lave julekalender til skolen, så dette er den 30. november

Her har vi juleværksted på DDNS. Vi havde en fantastisk dag sammen. 

Amhariske problemer

Dette indlæg er mest interessant for folk, som synes, at det er sjovt at beskæftige sig med sprog og sprogproblemer.

Jeg vil fortælle om noget af det, som vi bruger noget tid på herude. To gange om ugen kommer en elev fra Tabor Evangelical College og underviser Kåre, Trine, Mari og jeg i amharisk i ca 1 time.

Amharisk er virkelig et svært sprog at lære, og jeg endnu ikke helt forstået, hvad det er, der gør det så svært. Måske er det svært fordi der findes flere lyde, som i hvert fald hverken findes på engelsk eller dansk. Fx har amharisk nogle eksplosive k'er og g'er, og derudover an masse andre lyde, som vi kan gendkende, men ikke rigtig ramme. Fx når vokal ligger lige mellem to vokaler på dansk. 

Vi lærer efter en metode, som mange mener er bedre end de traditionelle metoder. Metoden går ud på at lytte de første hundrede lektioner. Lytte og pege. Så læreren peger på et billede og siger så et ord. Læreren spøger os hvor hunden er, og vi skal pege på billedet, der passer til. Så det foregår lidt som når et lille barn lærer sit første sprog. Først lytter barnet, så spørger barnet og peger, og så pludselig begynder barnet at sige ord. 

Vi skal optage alle de ord, vi skal lære og skal derefter lytte til hver optagelse tre gange om dagen. Det kan godt tage lidt lang tid at skulle lytte, især hvis man først kommer i gang, lige inden man skal sove. 

På denne video kan I se hvordan det foregår og måske lære farverne på amharisk. Lyt til den nogle gange, hvis du vil lære det. 

Nogle af de sætninger som vi har lært er temmelige besynderlige. Fx var en af sætningerne i denne uge: Se på hendes fars ben. Eller: Vask hendes broders øre. Ja det er jo nok det vigtigste at kunne forstå. 

Derudover er det lidt besynderligt, at vi nu ved hvad pupiller eller fodsåler hedder. Men vi kan ikke sige kartoffel eller andre grøntsager og frugter.

Det hele gøres ikke nemmere af at amharisk har sit eget skriftsprog, fideller. De er bygget sådan at hver bogstav er både en konsonant og en vokal sat sammen. Det giver lidt flere bogstaver end i det alfabet, vi kender.

Undervejs har været ved at give op flere gange, men langsomt begynder vi at kunne sige enkelte ord, når vi er ude i byen. Og det er dejligt. 

Thanksgiving

For  ca en uge siden fejrede vi Thanksgiving her i Awassa. Vi blev inviteret hen til en amerikansk familie, som har et børnehjem. Der kom en masse forskellige mennesker, med mange forskellige nationaliteter, og alle havde lidt mad med. Amerikanerne stod for at tage de retter med, som skal være på Thanksgiving fx kalkun. Kalkun kan man ikke få fat i her, så det blev i virkeligheden kylling.

Jeg forsøgte at lægge nogle billeder ind her, men det virker ikke. Så det bliver uden billeder

Kirkeindvigelse

I søndags var vi en tur til en lille by ca to timer fra Awassa. I denne by skulle en kirke indvies og Temesgen (som er en af NLM's missionærer i Awassa) holde prædikenen.

Vi kørte afsted søndag morgen klokken 8 - vi var 6 mennesker tæt sammen i bilen. Byen lå oppe på toppen af et bjerg, og derfor kørte vi op ad og op ad, ad små veje eller hjulspor meget af tiden. Et sted skulle vi krydse en lille flod, og broen var meget smal - ikke lavet til køretøjer. Så vi måtte køre gennem floden i stedet for over den. Det gik fint, bilen klarede det.

Her ses kirken i baggrunden. Så mange mennesker var der da
gudstjenesten begyndt

Da vi kom frem til kirken, skulle vi sætte os på nogle bænke. Der sad nogle andre på disse bænke, men de måtte bare flytte sig, så vi kunne sidde der. Det føltes lidt mærkeligt, at vi var så "vigtige".

Her er vi blevet placeret på bænke i siden

Trine sagde senere, at hun havde følt sig helt kongelig, fordi vi hele tiden skulle have det bedste. Fx syntes både børn og voksne, at vi var mere spændende at se på, end kirken og de andre folk. Det betød, at vi havde tilskuere på under hele den tre timer lange udendørs gudstjeneste (kirken var jo ikke stor nok til alle de mennesker, så det hele forgik udenfor). Lige meget hvor vi kiggede hen, fik vi øjenkontakt med et par børn, som bare stirrede på os. Det er ikke godt at vide, hvad de har tænkt.

Her er noget af vores "publikum"

Da gudstjenesten havde varet i lidt under 3 timer, blev vi budt på mad inde i kirken, mens gudstjenesten fortsatte udenfor. Det var kun de "vigtige" folk, som var budt indenfor.

Her ses kirken indefra

Herinde fik vi gryn, som klistrede sammen. Det var lavet af falsk bananplante. Det er en meget brugt spise her i Etiopien. Grynene ligger og gærer i op til 3 måneder, så ingen af os udlændinge synes særlig godt om det. Kåre og jeg spiste dog flere små portioner, bare for at være høflige. Til dette drak etioperne en slags surmælk, som opbevares i en krukke i jorden i noget tid. Desværre så smager det meget værre end grynene fra falsk bananplante, selvom man ikke skulle tro at det var muligt. Temesgen spiste løs af maden og mælken, og han nød det.
For at vi ikke skulle sulte, (vi havde jo ikke spist siden tidligt om morgenen, og klokken var ca 14), købte de nogle ruller kiks, som vi kunne spise. Jeg følte mig lidt flov over at de så tydeligt kunne se, at vi ikke var så vilde med maden.

Her ses at der er kommet mange flere mennesker mens
gudstjenesten stod på. Mange af dem kigge meget på os. 

Det var virkelig spændende at være med til at se den nye kirke, og være med til at menigheden fik en officiel indlemmelse i Mkane Yesu Kirken. Med det var hårdt at sidde i ca 3 timer på en bænk, hvor man skulle holde sig godt fast, fordi den skrånede nedad.

Lidt fra den almindelige, "kedelige" hverdag

Nu er den varme, tørre tid begyndt.
Da vi kom tilbage til Awassa for to uger siden, var græsset blevet mere gult og luften fuld af støv. Jeg så alt støvet som lå alle vegne, og tænkte at det bare lige skulle gøres rent. Men nu ca to uger efter har jeg set hvor meget støv der lægger sig hele tiden. Bordet er skal tørres af flere gange om dagen, hvis ikke man skal kunne tegne i støvet på bordpladen.

I går lykkedes det mig at bage pitabrød. Desværre så kunne jeg ikke finde ud at kigge ordenligt på mit målebæger, så i stedet for at putte 9 dl vand i kom der 14 dl i. Jeg kunne ikke forstå hvorfor der var så meget dej, indtil jeg fandt ud at hvor fejlen var.
Men derudover gik alt som det skulle. Ovnen virkede og fik ikke strømmen til at gå. Fantastisk!!

Efter at have haft nogen uger med meget lidt strøm og næsten ingen internet, er det super skønt at kunne gå på nettet igen. Man tænker ikke over hvor meget man går på nettet, når det bare virker. Men så snart det er væk, opdager man, hvor ofte man faktisk liiiige bruger nettet

Intet internet

Siden vi kom til Awassa for en uge siden, har vi ikke haft internet, derudover har strømmen været meget væk, og et døgn havde vi intet vand. Torsdag aften, hvor vi ikke havde haft vand i et døgn og ingen strøm, var jeg ved at blive fustreret.

Nu er vi taget på en café for at komme på nettet. Desværre er nettet her så dårligt, at vi venter det meste af tiden. 

Vi har det godt her på trods af alle forhindringer, børnene er glade for at være tilbage i den almindelige skole og det er vi lærere også. Der er en masse jeg gerne vil fortælle om de sidste par uger, men det kan jeg ikke skrive om nu, da der ikke er mere strøm på computeren. 

Håber I alle sammen har det godt. 

Hverdagen for børnene i Awassa

Jeg arbejder, som tidligere nævnt, på en norsk skole med 5 elever (4 norske og 1 dansk) og tre lærere. Børnenes forældre er lærere på en skole, der uddanner evangelister og præster. Børnenes hverdag ser noget anderledes ud end den, vi kender fra Danmark. Alle 5 børn på skolen har kæledyr. Det er ikke så mærkeligt. Men her er hund og kat byttet ud med får, kamel, ko og en duiker. Det er en lille antilope.

Eleverne har fælles morgensang med 5 tyske og amerikanske børn nogle gange om ugen. Det skyldes, at der er en lille tysk/amerikansk skole på samme grund som os. I pauserne leger alle ti børn sammen, og det kan være svært at blive enige om noget på fire forskellige sprog.

Det værste, der kan ske i friminuttet (det hedder det på norsk!), er, hvis marekattene (aberne) kommer forbi, for de er frække og nysgerrige, og nogle af børnene er bange for dem. Gårdvagtens opgave bliver da at holde øje med aberne i stedet for børnene.

Når vi har musik er alle 10 elever sammen. Her lærer vi at synge på dansk, norsk, engelsk og tysk.  Børnene synes, det er sjovt at skulle udtale de tyske ord.  

Strøm og internet svinger meget her i Awassa, så børnene bruger ikke helt så meget tid på computer og tablet, som danske børn gør. Man skal også væbne sig med en stor del tålmodighed, for ikke at blive sur over alle de gange, hvor strømmen går, lige som man skal til at printe, gå på nettet eller bare lave mad. Ting tager tid og etiopierne har ikke travlt. For at lave mad skal alt vaskes i vand med jod, men inden da skal man ud og hente drikkevandet i store dunke. Og sådan er det med de fleste ting her. 

Her er billeder fra idrætsundervisningen. 

 Fiskeørnen, som bor her på feriepladsen, var tilskuer. 

Turen til Arba minch

Når vi holder weekend, har vi lærere tid til at komme lidt omkring.

Etiopien er et smuk land, med mange spændende mennesker, stammer og sprog. I en weekend besøgte vi dorzefolket 5-6 timer fra Awassa. Deres huse var lavet af bambus og lavet så høje, at de kunne stå i 20 år, selvom termitterne spiste af væggene. På den måde blev husene lavere og lavere.
Vi fik lov at være med til sang og dans. Her dansede kvinder iført hvide klæder og mænd med spyd. Vi blev langsomt hevet med ind i dansen, og vi følte os som en del af fællesskabet, selvom vi ikke vidste, hvordan man skulle flytte fødderne, eller hvad man skulle synge. Det var stærkt at opleve.

I samme område var en sø med mange krokodiller, nogle af dem op til 6 meter lange. Vi skulle ud og se dem. Det var med en lille smule frygt, vi drog af sted. Vi kom helt tæt på dem, og de lå i vandet omkring os. Pludselig begyndte båden at gynge, en krokodille var kommet under båden. Da blev vi bange. Kunne den finde på at vælte båden? Guiden havde sagt at der døde 4-6 personer om året, fordi de blev spist af krokodiller. Heldigvis var krokodillen ikke interesseret i at vælte båden, vi lå bare i vejen for den, og den forsøgte at komme fri af båden. 

Det var en virkelig spændende tur. Både Mari og Kåre og Trine har skrevet lidt om den på deres blogs. Så du kan læse mere om det her: Trine og Kåres blog eller Maris blog. Her kommer lidt oversættelse fra norsk:
rar (på norsk) = mærkelig
artig = sjov
må = skal

Jeg ved ikke lige om der er andre ord, der kræver forklaring. Ellers sig til, så kan det komme med den lille norske ordbog ovenfor.

Her er lige lidt billeder:

En kvinde fra dorzestammen, forsøger at vise mig hvordan man spinder garn.

Kåre lærer at væve.

Sang og dans på traditionel vis.

Mit hjem her i Awassa

Så er der gået lidt tid siden at jeg satte mig i flyveren i København for at rejse mod det ukendte. Jeg synes, at jeg bliver gladere og gladere for at være her i Awassa. Tingene falder på plads og man bliver bedre kendt med det hele.

Jeg er meget taknemmelig for at have en lejlighed her, som er større end den lejlighed jeg havde på Østerbro. Rimelig sejt. Det er den ene halvdel af det hus, hvori skolen er placeret.
Her er nogle billeder af mit hus:

Detter her er min stue med spisebord og sofagruppe. Til højre ses terrassen.

Her er det køleskab og skrivebord og døren ud til terrassen.

Sådan ser terrassen ud. Nettet gør at aber, myg og andre dyr ikke kommer derind.  Det er dejligt at sidde herude og kigge på dyr og fugle og se solen gå ned.

Her ses køkken til venstre og en håndvask til højre. Toilet og bad er udenfor huset.

Til sidst er der også et soveværelse

Her er nogen af vores "venner" på pladsen

Denne fyr kom forbi og boede nogle dage hos os. Det er en guereza. Det er en ret stor abe, som bevæger sig mindst muligt, og sidder det meste af dagen højt oppe i træet og kigger ned på menneskene. Underlig fætter. 

En dag kom flokken af marekatte forbi. De bor af og til på feriepladsen (måske fordi de trænger til ferie:-). Når de er her, holder de en fest. De er overalt og kan finde på lidt af hvert. 

Disse to aber ville meget gerne på besøg indenfor i mit køkken. Det fik de ikke lov til. I dag trængte nogle af aberne ind på Kåre og Trines terrasse gennem et hul i nettet. Trine var ved at gå ud af sit gode skind, jagede dem væk, og satte sig så som vagt ved hullet. 

Aberne har ikke altid respekt for menneskene, men der er en anden her på pladsen, som de holder sig på afstand af. Det er ham her:

Derudover er der en masse smukke fugle som holder til på pladsen. Og som sørger for en god del lyd. Denne her lyder ikke af så meget, men den er smuk. 

Den lille kingfisher elsker at bruge vandet på feriepladsen til at vaske sig i. 

Langano

I sidste weekend (for ca en uge siden) var Mari og jeg på tur med Jeanette Christian, Elisabeth og Ruth til Langano: Det er en sø der ligger lidt nordligere, end hvor vi bor, og her kan man bade. Det er et dejligt sted. Herunder ses søen og de sommerhuse, som man kan leje.

Det er selvfølgelig ikke som danske sommerhuse, som man kan leje med både indendørs swimmingpool eller spabad. Men det var ganske fint. 

Det blev en weekend med meget badning, spil, afslapning på stranden. Nå det er jo ikke spændende at læse om, så nu vil jeg fortælle om det, som er anderledes i Langano. For det første så er søvandet rødbrunt og man kan på ingen måde se igennem det. Så det kostede lidt overvindelse at hoppe i, men vandet var faktisk fint. Vandet virkede ikke beskidt, så jeg gætter på at det kan være farvet af et metal eller algeopblomstring. (Jeg har forsøgt at finde ud af det, men det er stadigt uvist).

Sandet var sort som vulkansten, Og der var rigtig mange flotte fugle. Denne her er vidst bare gråspurvens storebror, alle de flotte fugle ville ikke fotograferes. 

På et tidspunkt ville Ruth og Elisabeth på opdagelse i området. Det var ret forskelligt, hvad vi syntes var interessant at se på undervejs. Fx synes jeg, at denne kaktus var vildt fascinerende.

Mens vi var i huset, var vandet i vandhanerne rødbrunt og direkte fra søen. Det gjorde at man ikke havde lyst til at vaske hænder eller tage et bad. Men det, sagde Jeanette og Christian, plejede heldigvis aldrig at være sådan normalt. 

Etiopisk nytår

Nå nu er jeg nød til at fortælle lidt om hvad der er sket hernede. I fredags var det Etiopisk Nytår, fordi Etiopien har en anden kalender end os. De har 13 måneder, hvoraf de 12 er på 30 dage, og den 13'ende har resten af årets dage.

For at gøre alt smartere, er etioperne netop gået ind i år 2008, så de er 8 år bagefter os andre :-) Til nytår er der tradition for at børnene går rundt på 1. nytårs dag og sælger tegninger af blomster. Det minder lidt om, når børnene i Danmark rasler til fastelavn. Jeg har ikke fundet ud af hvorfor.

Når man ikke forstår sproget...

Nu vil jeg fortælle om en ret sjov oplevelse, jeg har haft her...

I mandags var Mari og jeg ude i byen, vi skulle købe lidt ind og se os lidt omkring. Det var første gang, at vi to skulle alene ud i bil. Vi klarede os meget godt, var ret stolte over at finde to supermarkeder, der dog næsten ingen grøntsager eller frugter havde.
I det første supermarked købte vi noget hvedemel i gennemsigtige poser, hvorpå der kun stod amhariske bogstaver. Og vi var igen ret stolte af os selv.
På vejen hjem kørte vi af de små gader, for at se byen. I det område var der en masse bittesmå boder, som næsten alle solgte de samme ting. Her fandt vi lidt forskellige grøntsager og frugt. Alt i alt var det en ret god tur, vi fik der. Vi klarede os med de  ca 5-7 gloser vi kan på amharisk indtil nu. Det er goddag, tak, goddag på en anden måde, ok, 0 og 5.

I går bagte jeg så småkager og boller af hvedemelet og det gik også ok. Småkagerne blev til småkagen. Dejen flød temmelig meget ud. Småkagen blev skåret til småkager og smagte udemærket. (Ikke som der hjemme, selvfølgelig).

I dag sidder jeg og taler med Mari om dette "hvedemel", på vores bon fra butikken står der "Bakela Powder", hvad så mon det betyder? Trines hushjælp havde sagt, at det var babymad-pulver, Nora (en af missionærerne) sagde til os i går, at det var en slags bønne. 

Nu jeg fundet ud af, hvad det er!!

Det er hestebønner i pulverform. Ha ha, så forstår jeg da godt at småkagerne ikke smagte som derhjemme. 

Tak til Gud

Sidste lørdag havde vi på skolen besøg af de etiopiske myndigheder, som skulle se skolen og måske anderkende den som skole. Vi ryddede op og gjorde alt, hvad vi kunne, for at det skulle kunne ses at det var en skole, hvor eleverne kommer hver dag og får undervisning. Vi hængte tegninger op, som eleverne havde lavet, vi stillede computerne frem, så de kunne se at vi kunne samme som andre skoler (næsten :-).
Da de kom stillede de mange spørgmål, de undersøgte nøje vores papirer. (Det var rart at se at alle de papirer, som vi havde skullet skaffe, inden vi kunne rejse til Etiopien, faktisk blev brugt til noget.)
De spurgte meget til vores uddannelser, og til hvordan eleverne blev vurderet i vores lille skole.

I går aftes fik vi så besked om at skolen har fået licens de næste to år! Det betyder at vi alle får arbejdstilladelse det næste år!! Tak Gud.

Den første skoleuge

Det er på høje tid at jeg får skrevet om, hvordan det er gået med at starte skolen op. Vi begyndte mandag for en uge siden (den 24. august).

Her ses det ene "klasseværelse", som er klar til eleverne.

Vi begyndte dagen med en morgensamling, 5 elever og 3 lærere. Så skulle vi lege de sædvanlige lege, frugtsalat, avisleg og den slags. Det var så hyggeligt alle grinede af sig selv og hinanden, mens vi styrtede rundt for at finde stole. Den yngste elev, som lige er begyndt i 1. klasse (i Danmark er det 0. klasse), hun syntes det var så sjovt at hun stod og hoppede op og ned, når hun når det blev for spændende.

Derefter skulle vi snakke om trivselsregler og skrive dem ned i fællesskab.

Her arbejder vi med at skrive reglerne på papir. Moses og Ruth.

Her er det Marie, Elisabeth og Darara

Dette er klasseværelset for 1. og 2. klasse

Tirsdag til fredag havde vi det skema, som var nyt for os alle. Jeg tror at både elever og lærere var meget trætte, når dagen var forbi.

Jeg har 5. klasse i alle fag, undtagen samfundsfag og KRØ (Idræt på norsk). Det betyder at jeg nu er blevet både musiklæreren og kunst og håndværk-læreren. Det er faktisk ret sjovt. 

I musik i 5. klasse (Moses og Elisabeth) arbejder vi med rytmer, og vi har det så sjovt, Vi optog de rytmer, vi lavede, og fandt alle mulige ting at spille på. Det er dejligt, når skolen kan være sådan.

I matematik har vi i dag arbejdet med Excel. Jeg havde taget mine forholdsregler, så vi havde en computer med strøm og et USB-stik til at gemme på. Så det gik fint. Og da vi havde gemt dokumenterne på USB'en var Elisabeth meget stolt over at have lektier liggende på sådan en lille pind.

I friminuttet er vi sammen med de tyske og amerikanske elever, og man kan mærke at vores elever er lidt mere trygge ved dem nu. Men de er ikke glade for at skulle snakke engelsk. 

Strømafbrydelser

Strømmen kommer og går her. Nu er der strøm på computeren, så kan jeg skrive et blogindlæg, som så lægges på nettet, næste gang der er strøm.

Det betyder også, at jeg sidder og skriver dette i næsten fuldstændigt mørke. Det er meget hyggeligt men også ret besværligt.

Da vi ankom her til Awassa her for næsten 2 uger siden, tænkte vi, at folk havde overdrevet det med strømafbrydelserne. Strømmen var der jo hele tiden.

Men så i fredags forsvandt strømmen og siden da har den kommet og gået som den selv ville. Der kan godt gå næsten en hel dag uden strøm. I søndags tænkte jeg, at nu skulle jeg holde fri og få skrevet mails og blogs, men nej, strømmen var væk hele dagen. I går skulle jeg bage rugbrød, heldigvis gik strømmen kun én gang mens rugbrødet stod i ovnen. Så det lykkedes.

Desværre var melet så gammelt at der måske havde været møl i, og det smagte også sådan.

Egentlig kan jeg godt lide at strømmen går, det gør at man må være kreativ, lige pludselig kan man ikke arbejde, ikke gå på facebook, kun læse bøger, spille guitar og spille spil med de andre. Det gør at man ikke kan skynde sig, og det er dejligt. 

En lille hilsen

Jeg sidder og skriver en morgen lige inden arbejdstid. Det skyldes at vi har været plaget af strømafbrydelser. Så nu skal jeg skynde mig at skrive mens der er strøm. 

Vi har det godt og skolen er godt begyndt. Det er lige før at det allerede er blevet hverdag. Nå nu er eleverne kommet. Ha' en god dag

Velkommen til Paradis

Herunder er mit hus, jeg har terrassen til venstre og skolens er den ved siden af. Til højre kan man se huset, hvor de to andre lærere bor i to lejligheder.

 Dette er feriepladsen

 Dette er udsigten fra feriepladsen, her fisker folk fra byen og sælger fiskene på et marked inde på land.

Her er alle mulige slags fugle

Og aber der godt kan lide at stjæle brød eller hvad de kan få fat i.

Vel ankommet til Hawassa

Vi er lige netop ankommet til feriepladsen i Hawassa. Det er et skønt sted, med lyde fra alle mulige dyr og marabustorkene står i vandkanten. Vi kørte fra Addis i morges kl 9. Fire biler fra NLMs sted i Addis. Det var mødrene og børnene, som har været på Bingham i denne uge. Jeg kørte sammen med Jeanette og Elisabeth og det var super hyggeligt. Der en crazy trafik her, så jeg er glad for at jeg ikke kørte :-)

Jeg er blevet inlogeret i mit lille hus, og hvor er det dog dejligt at være her. Jeg kan mærke at det er rart endelig at være lidt alene. 

Hvad gør man når det regner?

Vi har lige haft det mest fantastiske regnvejr her i Addis. Jeg har lavet en video der viser det. Først regnede det helt vildt. Og så haglede det med hagl på ca 1 cm i diameter.
I denne video er regnen stilnet lidt og haglene ligger på jorden.

Herefter syntes børnene det var super sjovt at samle haglene og lege med dem.

Mine nye kollegaer og skolen

Måske er det på tide at jeg præsenterer nordmændene, i hvert fald dem jeg kommer til at arbejde meget sammen med. 

Der er Kåre som gift med Trine og de er i slutningen af 40'erne. Kåre skal være skoleleder. Og der er Mari, som er nyuddannet lærer, hun bliver min anden kollega (se hendes blog her til højre på siden).

Hernede i Etiopien bliver mit job at arbejde på den lille norske skole (DDNS) i Hawassa. Skolen har 5 elever, hvoraf én af dem, Elisabeth, er dansk.

Den første uge i landet, er vi i Addis, fordi eleverne fra DDNS skal følge undervisningen på en international skole (Bingham) en uge. DDNS har en samarbejde med Bingham, som betyder at eleverne fra DDNS er med på Bingham nogle gange om året. 

De er eleverne ikke helt glade for, de holder mere af at være i deres egen lille skole. 

I går holdt vi vores første lærermøde, vi havde travlt, fordi vi jo er kommet næsten en uge senere herned til landet end ventet. Derfor kom mødet også til at vare 4½ time, på norsk selvfølgelig. Det var lidt svært at forstå det, især efter kun at have sovet nogle timer natten før. 

Addis Ababa

Addis Ababa er en fascinerende storby, for det første er der navnet. Det er i sig selv interessant. For det andet er der højden. Byen ligger i 2400 meters højde. Hvilket betyder at folk der ikke er vant til at bo i højden (læs: danskerne:-)), kan få højdesyge de første par dage.

Det synes nordmændene er virkelig sjovt.  Jeg har heldigvis ikke mærket andet end trætheden, som nok kan skyldes meget andet også. 

De ukendte nordmænd og et fantastisk møde

Vi ankom i går til hovedstaden i Etiopien, Addis Ababa. Måske skulle jeg hellere skrive jeg. Jeg gik alene ind i flyveren i København for at flyve mod Istanbul i går. Der skulle jeg skifte fly. Turen gik ganske grei.

I Istandbul transitområde forsøgte jeg at spotte de tre nordmænd, som jeg vidste skulle med samme fly mod Addis og som skulle arbejde på samme skole som jeg.

Der var flere som godt kunne være dem, et ægtepar på ca 50 og en ung dame. Flere gange troede jeg, at jeg måske havde fundet dem, men så hørte de tre personer ikke sammen, eller så kunne jeg høre at de talte dansk eller noget andet indbyrdes.

Jeg satte mig ned på en bænk, hvor en dame sad og læste. Jeg åbnede bogen "Den Jesus jeg ikke kendte", for at læse, da kontaktede damen mig. Hun spurgte om jeg var kristen, hvor jeg kom fra og hvad jeg skulle. Hun var kristen fra Østrig og var på vej mod Uganda, hvor hun tidligere havde arbejdet med gadebørn.

Det var så livsbekræftende at tale med hende. Jeg følte det lidt som en prik på skulderen fra Gud, om at jeg ikke var alene. Jeg tror vi begge blev meget glade for at møde hinanden….

Men tilbage til de ukendte nordmænd… Da jeg stod i boardingkøen til flyveren mod Addis, stod der pludselig tre personer foran mig, Det så ud til at de havde norske pas og et visapapir, der til forveksling lignede det krimskrams, jeg havde.

Jeg spottede at vi skulle sidde på samme række, men ikke ved siden af hinanden. Det pinlige i denne historie er jeg at jeg ikke fik taget kontakt til dem der, men i stedet sidder 5 timer på samme række med dem uden at få spurgt dem. 

Da vi ankommer i Addis 5 timer senere, og står i den uendeligt langsomme visakø, kommer jeg igen til at stå lige bag dem, og da jeg tager mit pas og rejsepapirer frem, kontakter manden mig og spørger om jeg ikke hedder Therese. Han havde spottet at der på mine papirer stod rejser som ligner det norske reiser.

Hvordan er der mon i Addis Abeba?

Jeg skulle have været vågnet op i Addis Ababa her til morgen. Jeg forestiller mig hvor fremmed det måtte være. Måske en masse støj ud fra gaden, Gadesælgere der råber om kap, for at få folk til at købe, biler og busser, hunde og børn i et stort virvar. Måske ville det have været sådan, måske ikke. Det finder jeg forhåbentlig ud af på fredag, hvor flyet letter en gang mere, forhåbentlig med mig om bord, hvis altså jeg har fået det visum, som de regner med i Etiopien.

Forberedelser til turen

Inden jeg er klar til at sætte mig i en flyver mod Etiopien, var der en masse ting der skulle gøres. Fx så min lejlighed ca sådan ud:

Og så i går var den endelig helt tom! Så kunne de altid smukke og meget hjælpsomme rengøringsdamer komme forbi og hjælpe med at få lejligheden til at se pænere ud, end den har gjort i alle de 7 år, jeg har boet i den.
Her er de:

Selvfølgelig har forberedelserne været mange og meget alsidige: En uge i Norge på Korsveifestival for at få godt selskab og snakke med nordmænd (mine ukendte kolleger i Etiopien er nordmænd), dage sammen med familien, og en masse møder med venner for at sige farvel.
Jeg kommer selvfølgelig til at savne jer alle sammen meget!!