Slutspurt paa Emmanuel

Jeg staar nu for, at jeg skal hjem om kun to uger. Det er maerkeligt.. Jeg har ikke lyst til at tage hjem herfra, men paa den anden side.. Jeg glaeder mig helt vildt til at se min familie igen og snakke med dem. For det med at ringe til dem har ikke virket saa fantastisk godt.
At skrive e-mails har virket nogenlunde godt, naar der har vaeret net.

I tirsdags om aftenen havde staff arrangeret at voluntoerer, staff og de aeldste ”boern” skulle have en hygge-aften. Vi var ca 40 mennesker, og vi spiste suppe med majstortillas. Derefter spillede drengene og pigerne fodbold paa skift. Det var vildt fedt at se de unge fra Emmanuel hygge sig sammen, snakke sammen og bare vaere unge sammen. Drengene og pigerne ser jo faktisk aldrig noget til hinanden.
Hvis man vil moedes drenge og piger, skal man spoerge ”papi” og man maa. Saa faar man et sted og et givet tidsrum, hvor man kan vaere lidt alene. Det sker altid udendoers og efter at boernene er blevet lukket ind i husene. Og det sted hvor de moedes er ikke saerlig privat. Saa det er ikke meget tid de har sammen alene, ogsaa naar de er blevet kaerester.
Derfor var det dejligt at se dem bare vaere lidt sammen pigerne og drengene. Til hverdag moedes de kun, hvis pigen f.eks arbejder i drengenes koekken, saa kan de maaske komme til at snakke sammen.
Men det er nok ogsaa godt nok, naar man er paa et sted hvor der er ca 200 unge mennesker mellem 12 og 25 aar. Det kan blive lidt svaert at styre… Hvis de bare maatte moedes hvor som helst og naar som helst.
Mange af de unge har ogsaa et maerkeligt forhold til det med det andet koen. Mange af dem kommer fra hjem hvor manden har forladt konen til fordel for en anden, eller hvor manden er alkoholiker. Saa jeg forstaar godt et eller andet sted at mange af pigerne helst vil vaere frie for at faa kaerester eller blive gift. De er simpelthen bange for at han vil smutte fra dem, saa snart han kan komme af sted med det. ”Honduranske maend lyver og er ikke til at stole paa”, siger mange af de store piger.

I dag var jeg paa bjergtur med special-needs boernene og en klasse, som ikke var i skole. Jeg laver aktiviteter med de handicappede boern naesten hver dag, lige for tiden. Jeg er holdt op med at arbejde i koekkenet fast, fordi der blev flyttet rundt paa arbejdskraften.
Linn bagte pandekager og jeg skyndte mig at faa forberedt min undervisning til i morgen. Saa klokken ca 10 tog vi af sted med 12 boern – en blanding af special-needs og den der klasse. De skulle ikke i skole, fordi deres ”proffe” var syg. Her paa Emmanuel betyder det at de kommer til at tilbringe hele dagen i gaarden sammen med special-needs boernene. Og de kan godt vaere nogle haarde nogen at skulle lege med. Hver af dem har jo deres problemer. En er mongol, en anden er bare helt tilbage paa smaabarnsstadiet.
Vi gik en god tur i stegende hede og et stykke oppe af et bjerg satte vi os ned og spiste pandekager og drak vores medbragte vand.
Jeg havde ikke saa meget tid, fordi jeg skulle hjaelpe til i koekknet klokken 11. Saa jeg smuttede hjem lidt foer. Oppe i koekkenet var de ved at lave majstortillas, saa det fik jeg lov til at hjaelpe med.. Det var meget hyggeligt.
Klokken 1 tog vi en ny gruppe ud paa tur i bjergene. Saa vi fik givet saa mange som muligt den oplevelse…

Ud af den gruppe danskere som ankom naesten samtidig og som jeg var en del af, er der nu kom tre tilbage. Knud-Erik tog hjem i marts og Tania den 1. april. Linn og Dina tager hjem den 21. april og jeg foelger efter tre dage efter –alene. Saa er det det nye som skal tage over for alvor. De er ogsaa godt paa vej. Det er faktisk lidt soergeligt at se ens opgaver langsomt blive overtaget. I min danskundervisning, har jeg to af de nye voluntoerer til at sidde og kigge paa. Det forstyrrer undervisningen en smule og saa minder det mig om, at jeg snart skal give det videre. Det har jeg bestemt ikke lyst til, for jeg foeler jo at det er min undervisning… Men det maa jeg se at komme over. Jeg skal jo ikke vaere her for evigt.

Paa skoleudflugt

En sen aften for noget tid siden sad Thyra og jeg inde paa hendes vaerelse. Ruth som hun sov sammen med paa det tidspunkt, var igang med at ploeje sig igennem alle Harry Potter-boegerne, saa hende skulle vi ikke forvente at se noget til de foerste par timer. Vi havde sat os godt til rette, hyggede os med dansk slik og spillede kort. Kan det blive bedre, nej det tror jeg ikke vi syntes. Thyra finder en pink pille paa gulvet og den ligger hun i slikposen. Vi sidder lidt og snakker om, hvad det mon er en pille for, og bliver enige om at det maa vaere en amerikansk malariapille. Vi spiller videre, og Linn kommer ind, hun ser helt forsovet ud i ansigtet. Husk paa at det er en meget sen nat.
Men Linn vil da ogsaa vaere med til vores lille fest. Og det maa hun da gerne, hun er godt nok lidt fortoernet over at vi spiser slik uden hende. Det raader hun bod paa, ved at tage en stor haandfuld fra slikposen og putte den i munden. Pludselig staar Linns mund helt aaben og der er noget lyseroedt pulver-snask over alt. Hun ser helt forkert ud i hovedet og hun siger panisk "Hvad er det er her for noget?" Saa falder tioereren for baade mig og Thyra. Hun er selvfoelgelig kommet til at spise den laekre amerikanske malariapille, som ikke er lavet til at tygge i. Vi formaar ikke at fortaelle Linn, den rette sammenhaeng, fordi vi begge griner, saa vi har halt ondt i maven.

Naa det var lige en historie som jeg kom til at taenke paa. Idag har jeg vaeret paa skoleudflugt med foerste klasse. Vi var i noget der hedder Chiminike, det svarer til Ekspermentariet. Det var sjovt at opleve boernene som en skoleklasse paa udflugt. Det var en ny fornemmelse, og hvor var de dog spaendte i morges da vi koerte med bussen fra Emmanuel, de var fuldstaendig ustyrlige. Det var dejligt at se.
Inde paa museet, var der en reakke rum som vi blev guidet igennem. Hvert rum eller omraade havde sit tema, saa vi kom igennem noget om kroppen, vand, elektricitet og meget andet. Jeg tror boernene har laert meget idag. Paa vejen hjem i bussen faldt de fleste i soevn, det havde vaeret en haard og spaendende dag. Vi voksne doesede ogsaa hen. Til stor moskab for de boern, som ikke var faldet om.

I morgen skal jeg til at arbejde i de smaa pigers koekken igen. Det glaeder jeg mig til.

En tur paa ladet.......

De volontoerer som var i Belize kom tidligere hjem end forventet, saa de var kun afsted i en uge, men mens de var afsted naaede jeg alligevel at faa besoeg af en Impact-volontoer, ved navn Marsha (jeg har lovet hende, at skrive at hun var her).

Hun har vaeret i praktik paa nogle projekter i Brasilien, og saa ville hun besoege nogle venner i Honduras paa vejen hjem. Derfor kom hun ogsaa forbi Emmnauel.
Hun var her kun en overnatning, men det var dejligt at se hende igen.

Ellers kan jeg fortaelle, at jeg var i Tegucigalpa i gaar. Det var en ret fed tur. Linn og jeg tog derind, for at foelge Thyra til lufthavnen, ikke at jeg tror hun havde brug for assistance. Men vi gjorde det for hyggens skyld, og nej hvor var det rart at komme vaek fra Emanuel bare en enkelt dag.
Jeg har ikke vaeret udenfor Guaimaca siden jeg kom hjem fra Costa Rica i midten af december. Vi tog afsted klokken 7 om morgenen og havde faaet lov til at sidde paa ladet af Marethe og Jordans truck. Det tager ca. to timer at koere til Tegus, saa vi hyggede os. Men det var dog lidt koldt at sidde der.
Men hvad, er man i Honduras eller ikke? Hvis det skulle have vaeret paa aegte honduraner maner, skulle vi have vaeret ca 20-25 mennesker paa ladet. Det foelte vi ikke lige for.

Marethe og Jordan satte os af ved lufthavnen. Og saa havde vi et par timer foer Thyra skulle flyve. Vi gik og spiste nogle pommes frites paa Burger King, for vi skulle jo benytte os af, at vi havde den mulighed for at spise fast food.
Da vi havde sagt ordenligt farvel til Thyra, tog Linn og jeg i maalet (det er et stort center, som der ligger ca 5 stykker af i Tegucigalpa). Alle de storcentre er helt overdrevede, isaer naar man har vaeret ude i slummen og se hvordan folk bor der. Eller kommer fra lille Guaimaca. Det er ligesom at traede ind i et storcenter i Danmark. Meget maerkeligt.

Ellers har jeg i denne uge hjulpet lidt med at male skolen.
Jeg har haft nogle soeskendegrupper ude.
Jeg har haft danskundervisning.
Og har vaeret i The Craft House med nogle grupper af boern.

Det var vidst kort fortalt hvad der er sket paa det sidste.

Januar i Honduras

Teksten er skrevet den 18. januar 2008

Saa nu er nettet muligt at bruge igen. Det er godt, for jeg har gerne villet skrive paa bloggen i laaaang tid.

Det var meningen fra starten af, at jeg skulle hjem om en maaned fra nu af, men jeg har nu belsuttet at blive to maaneder ekstra, saa jeg kommer hjem i slutningen af april.

Hvis jeg lige kort skal fortaelle hvad der er sket her efter jul, saa kan jeg sige ,at jeg i sidste uge var ved at miste modet fuldstaendig. Det var egentlig ikke fordi der var nogen der gjorde noget som kunne vaere traels, nae der skete bare det, at jeg blev syg -igen. Paa det tidspunkt var jeg kommet til den konklusion, at jeg ville blive laengere, men saa begyndte jeg at faa feber og have konstant hovedpine og hjertebanken. Det stod paa i cirka tre dage, hvorefter Katja begyndte at blive nervoes, fordi jeg har haft feber i gennemsnit hveranden uge siden slutningen af november. Feks lige inden jeg skulle til Costa Rica. Saa da Katja hoerte, at jeg havde feber igen begyndte hun for anden gang at overveje om det kunne vaere malaria. Det kan nemlig godt vise sig ved, at man faar feber som kommer og gaar. Saa i den dag i sidste uge, begyndte jeg for alvor at blive bange, for hvad nu hvis... Og samtidig var jeg ved at vaere godt traet af at vaere syg. Saa jeg taenkte, at hvis testen som skulle tages senere paa dagen viste positiv, saa ville jeg ikke kunne magte mere. Saa ville jeg rejse hjem meget snart.

Sygeplejsken paa Emmanuel -Kardelia- og jeg, vi koerte ned i byen og fik taget den blodproeve. Den viste negativ. En urinproeve dagen efter viste, at jeg havde en infektion, som var den samme som jeg havde haft siden slutningen af november, den gang det ogsaa blev maalt. Yes det var en lettelse.

Igaar blev jeg faerdig med at tage de sidste penicillinpiller og paa et tidspunkt skal jeg lige testes igen for en sikkerhedskyld. Men saa er den histrie ude af verden. Lige for tiden er halvdelen af volontoergruppen paa ferie i Belize, for at de kan faa forlaenget deres visum. Det er dejligt for dem at de kan tage afsted, men det er virkelig ogsaa dejligt at vaere tilbage, det er bare noget helt andet kun at vaere 6 volontoere naar vi normalt er 12. Vi hygger os i hvert fald rigtig meget oppe i huset.

I begyndelsen af januar kom et gammel volontoer fra Danmark for vaere her en maaned, hun har vaeret to gange foer. Hun er en rigtig dejlig pige at vaere sammen med. Derfor er jeg ogsaa lidt ked af, at hun tager hjem om ca to uger fra nu. Hun er faktisk den jeg har haft det bedst med af alle dem, som jeg har modt paa min tur indtil nu.

Boernene har stadig ferie fra skolen, hvilket betyder at de alle er paa legepladsen hele dagen. Lige med undtagelse fra dem som arbejder paa gaarden eller i koekkenerne. Saa volontoerenes primaere opgaver for tiden er af lave aktiviteter med boernene. Jeg har saa til opgave at tage en gruppe boern med ned i Casita hver formiddag -et lille hus, med hobbyting og legetoej i. Det er bare ikke lige blevet til noget hver dag pga af jul, nytaar, sygdom og andre opgaver paa Emmanuel. Feks er lige vi for tiden igang med at male volontoerhuset i alle rummene, fordi ham som har bygget huset i sin tid, kommer i februar. Det skal jo se paent ud til den tid. Men i det hele taget er ingen dage ens for tiden, hver dag bliver planerne aendret fordi der lige er noget andet som skal goeres. Det kan jeg rigtig godt lide, naar der altid er noget at tage fat i.

Her kommer nogle billeder fra nogle ture jeg har gaaet med nogle af boernene i "bjergene". Thyra tager sig lige en slapper paa et taeppe, sammen med Ana. Lillian er helt vildt med sin storebror Luis David.

Hoensefoedder og guleroedder

Paa en solkinsdag som denne, er det en smule aergeligt at sidde her indenfor og passe internetcafeen, men ingen havde fortalt mig, at det ville blive solskinsvejr idag. Ja, hvem skulle ogsaa kunne vide det. Det er i hvert fald ikke noget vi bruger lang tid til at finde ud af hernede..


I det hele taget faar man et helt andet forhold til vejret hernede. Det er ikke noget man snakker saa frygtelig meget om, det er der bare. Og hvis det regner, saa gaar man indenfor og bliver der det holder op. Saa enkelt er det her. Underligt, men det er faktisk ikke noget jeg har taenkt paa foer nu.

Men anyways saa er vejret virkelig skoent udenfor, det kan sammenlignes lidt med en sommerdag i Danmark, hvor vejret indbyder til at vaere udenfor, det er nemlig hverken for varmt eller for koldt, bare lige tilpas.

De sidste par uger er temperaturen steget en lille smule igen, hvilket har vaeret rigtig rart, for det var blevet lidt koldt at staa ude om morgenen. Til gengaeld er det ogsaa begyndt at regne igen, hvilket goer at boernene bruger mere tid paa at se film, og mindre tid paa at lege.

Det er lidt aergeligt isaer for de smaa boern, som tranger til at faa brugt energi, hver eneste dag. Paa den anden side, saa er det en noedvendighed at holde dem i ro naar det regner, hvis ikke, bliver der kaos indenfor.

I denne uge har livet i koekkenet vaeret en smule anderledes, fordi Carla og Cindy skulle i skole de foerste tre dage. Saa lige pludselig, skulle jeg have ansvaret, og dog. Det virker som om de selv har lidt svaert ved at finde ud af, hvem som skal bestemme over hvem. Det kommer sig af at alle pigerne i koekkenet er mellem 15 og 17 aar gamle. Og de har alle vaeret ude for mange ting i deres liv, som kan goere at det er lidt svaert for dem at arbejde sammen. Oven i det kommer at dem som er vokset op paa Emmanuel har laert at tale meget til andre i bydemaade, som: ti stille! goer det! Saet jer ned! Saadan taler de "voksne" til boernene, saa saadan taler man ogsaa til i hinanden i koekkenet. Hjaelp mig, nu! Goer dit og dat! osv...

Saaden har jeg ikke lyst til at tale til dem. Det gav bare lidt problemer, da jeg stod med ansvaret, for de ville ganske enkelt ikke lytte til mig, hvis jeg spurgte dem paent, om at hjaelpe mig. Resultatet blev at jeg lavede meget de tre dage, men maden blev god nok og det lykkedes os at lave tortillas naesten hver dag.... En stor sejr!!!

Billedet viser menuen i gaar, det er suppe med groentsager, pasta og hoensefoedder. Det er ikke laekkert men boernene elsker det.

Paa naeste fredag tager alle os danske volontoerer ind til Tegucigalpa for at besoege Kitt, Ronja og Sarah. Det er tre danske volontoerer, som arbejder paa projektet Genesis. De samme tre som jeg var paa sprogskole med i Antigua. Det bliver vildt spaendende at se, hvad de arbejder med paa deres projekt. Det bliver foerste gang jeg kommer rigtig udenfor Emmanuel i al den tid, jeg har vaeret her, saa det er lidt maerkeligt. Tiden staar paa en maade naesten stille, naar man er her inden for Emmanuels hegn. Derfor er det heller ikke helt til at forstaa, at vi allerede er i novenmber maaned nu. Det vil sige at jeg snart har vaeret afsted i tre maaneder, i Central Amerika betyder det, at jeg skal til at forny mit visum, meget snart, hvis jeg ikke vil have en boede.
Derfor rejser jeg sansynligvis til Costa Rica i slutningen af denne maaned sammen med Knud Erik og de tre danskere fra Genesis. Det er nemlig ikke nok at rejse til Guatemala eller et af de andre nabolande.

Vi regner med at vaere afsted i alt i ti dage.

15 smaa piger ved sengetid...

Saa er det blevet loerdag igen -den eneste dag hvor jeg har faat tilkaempet mig tid paa intenettet ( og gaet hvad.. det virker).

Livet paa boernehjemmet Emmanuel er ved at falde paa plads i en hverdagsrytme, og dog ikke helt. Fordi jeg har alligevel formaaet at starte paa lidt nyt i denne uge alligevel, jeg ved ikke hvordan det lykkes for mig hele tiden. Men denne gang er bare en form for udbygning af de arbejdsomrader, som jeg allerede er igang med at varetage. Jeg skal nemlig til at hjaelpe til med aftenbadningen og tandboerstningen paa et af vaerelserne hos de smaa piger. Dvs. hjaelpe 15 smaa piger fra omkring 5 til 8 aar med at komme i seng om aftenen. Det er ikke blevet til saa meget hjaelp endnu, fordi der har vaeret nogle forskellige andre ting planlagt de sidste par dage, saa reelt har jeg kun hjulpet een aften indtil videre. OG den aften var haard.....
I stedet for at jeg skulle hjaelpe den pige som i forvejen havde ansvaret for pigerne, fandt jeg pludselig mig selv alene med de 15 smaa piger, som alle ville have boerstet taender og have shampo i haaret paa een gang. Der er en menneskelig umulighed at udfoere det. Saa det blev et vaerre mas, et jeg bestemt ikke havde lyst til at gentage.
Nu gaar jeg lidt og overvejer hvad jeg kan goere anderledes inden naeste gang (i aften). Jeg bliver noget med at tage dem efter tur, ( det proevede jeg paa foerste gang ogsaa, men jeg troede at hende pigen ville vaere den som bestemte, og derfor forventede jeg at hun ville vise hvordan de plejede at goere det).

Derudover er det meningen at jeg skal igang med at lave nogle aktiviteter med nogle soeskende et par eftermiddage om ugen, og Tanja ( en af de danske volontoerer) har sagt at hun gerne vil hjaelpe. Det er nemlig saadan at soeskende ikke ser saerlig meget til hindanden har paa Emmanuel. Det er konsekvensen af det er blevet saa stort. Hvis soeksende er baade drenge og pige, ser de faktisk aldrig hinanden. Saa vores opgave bliver at tage en eller to soeskendegrupper ud, og lave en saerlig aktitvitet med dem.


De sidste mange uger har vi vaeret igang med at lave en tons julekort fra boernene til deres sponsorere. Det virker saa fjollet at lave julekort fra midten af oktober. Men naar der skal laves omkring 700 saa skal man gaa igang i god tid. Ellers naar vi det ikke til jul.

Her kommer der lige nogle billeder fra det. Det foerste billedes er taget i pigernes volontoerhus, Ruth og Tasha (volontoerer fra USA). Paa de to naeste er det drengene som overvejer hvad der skal skrives til deres sponsorere.

Ugens rapport

Denne tekst er skrevet en uge foer den er udgivet.

Nu har jeg proevet atkomme paa nettet i laaaang tid, men hernede er internettet ikke noget man bare kan regne med fungerer. Jeg proevede, at komme paa i sidste weekend, men internetcafeen har kun aabent om loerdagen (i weekenden) , og jeg havde kun mulighed om soendagen. I denne weekend ville jeg proeve igen. Enten virkede internettet ikke eller ogsaa var stroemmen gaaet. I dag er det saa mandag og jeg har faaet mulighed for at laane en computer, saa nu skriver jeg mailen og sender senere naar internettet er paa igen…..

Naa hvad er der saa sket siden sidste gang jeg skrev. Der er faktisk sket saa meget at det er svaert at huske bare nogle smaa episoder… Siden sidst er der sket det, at jeg er blevet flyttet til andre omraader, fordi der ikke var brug for saa mange i toddlernes koekken om formiddagen, saa i stedet er jeg nu i de smaa pigers koekken.
I det koekken er der meget mere at lave, saa meget at det giver sved paa panden. Mit arbejde bestaar i at hjaelpe med alt hvad der er brug for i koekkenet. I dag ville det sige, at lave uendeligt mange tortillas og en anden dag stod jeg og skar den samme grontsag hele morgenen. Vi er tre piger i koekkenet, de to andre hedder Sindia og Carla. Jeg hjaelper fra klokken 8 til omkring kl 13, hvorefter jeg gaar hen og er sammen med toddlerne resten af eftermiddagen, jeg savner dem virkelig, toddlerne, naar jeg ikke er sammen med dem hele dagen.
(Ildstedet i koekkenet, der laves al maden)

De er bare mine yndlingsboern, en af boernene –José – en af de boern jeg giver medicin, haenger paa mig al den tid jeg er i toddlerhuset. Jeg maa ikke faa lov at gaa paa toilettet eller tage en pause. Han er virkelig en skoen dreng. Jeg vil tro, han er omkring tre aar gammel, og saa har han de soedeste ansigt, med store brune oejne og lange oejenvipper – de laengste jeg har set paa en lille dreng.
Der udover er der Erica og Viermo. Viermo er en af de smaa drenge, saadan en lille ble-dreng, som kommer stavrende. Han naermest vralter pga bleen. Han har den vane at skyde underlaeben frem naar enten ikke faar sin vilje eller naar han er eftertaenksom.

(Billedet er taget i toddlernes gaard, og det er Viermo og en af de stoerre piger)

I fredags havde vi et lille volontoermoede her i pigernes volontoerhus, hvilket gjorde at drengene var heroppe og se huset indefra for foerste gang, nej hvor var de misundelige... Men det er ogsaa virkelig et luksushus naar man taenker paa at vi rent faktisk er i Honduras.


Naar man er her paa Emmanuel, foeles det ogsaa ofte som om man er naermere USA end Honduras, fordi bygningstilen og maaden tingene bliver gjort paa er saa amerikanske her paa stedet..

I sidste uge begyndte det faktisk at blive koldt, saa koldt at selv jeg begyndte at fryse. Det var der heller ikke noget at sige til for det var tidligt om morgenen og jeg havde kun nederdel og t-shirt paa. Og det ville jo aldrig have gaaet i oktober maaned i Danmark. Saa det er ikke koldt virkelig, men det er koldt, naar man er vant til at svede dagen lang. Saa nu bliver det ene par cowboy bukser jeg har taget med brug hver eneste dag. Og det samme med den eneste langaermede bluse der var havnet i min taske. Det er fra nu af blevet mit faste morgen-medicinrunde-outfit. Saa er der da heller ikke nogen som er i tvivl om hvornaar jeg er ude med medicin om morgenen. Men maaske saadan noget selvlysende toej som banearbejdere og den slags bruger ville vaere mere passende. Saa kunne det goere det ud for medicinkitlen.

Jeg kan ogsaa fortaelle at jeg har vundet en konkurrence, jeg har vundet ved at have allerflest bid fra insekter, vi har godt nok ikke talt dem alle. Men eftersom jeg er den eneste hvor det naesten ikke er muligt at se den nederste del af benet mere, saa er jeg en sikker vinder. Det underlige er bare, at det ikke er fordi jeg ikke har brugt diverse insektsprays, det har jeg, men det er insekterne tilsynladende ligeglade med.


Lige et lille glimt fra i loerdags hvor LInn og jeg legede med lego med ti af drengene.


(Paa billedet : Linn, Carlos -han kigger- og Wilme)