Vi ankom i går til
hovedstaden i Etiopien, Addis Ababa. Måske skulle jeg hellere skrive jeg. Jeg gik alene ind i flyveren i København
for at flyve mod Istanbul i går. Der skulle jeg skifte fly. Turen gik ganske
grei.
I Istandbul
transitområde forsøgte jeg at spotte de tre nordmænd, som jeg vidste skulle med
samme fly mod Addis og som skulle arbejde på samme skole som jeg.
Der var flere som
godt kunne være dem, et ægtepar på ca 50 og en ung dame. Flere gange troede
jeg, at jeg måske havde fundet dem, men så hørte de tre personer ikke sammen,
eller så kunne jeg høre at de talte dansk eller noget andet indbyrdes.
Jeg satte mig ned på
en bænk, hvor en dame sad og læste. Jeg åbnede bogen "Den Jesus jeg ikke
kendte", for at læse, da kontaktede damen mig. Hun spurgte om jeg var
kristen, hvor jeg kom fra og hvad jeg skulle. Hun var kristen fra Østrig og var
på vej mod Uganda, hvor hun tidligere havde arbejdet med gadebørn.
Det var så
livsbekræftende at tale med hende. Jeg følte det lidt som en prik på skulderen
fra Gud, om at jeg ikke var alene. Jeg tror vi begge blev meget glade for at
møde hinanden….
Men tilbage til de
ukendte nordmænd… Da jeg stod i boardingkøen til flyveren mod Addis, stod der
pludselig tre personer foran mig, Det så ud til at de havde norske pas og et
visapapir, der til forveksling lignede det krimskrams, jeg havde.
Jeg spottede at vi
skulle sidde på samme række, men ikke ved siden af hinanden. Det pinlige i
denne historie er jeg at jeg ikke fik taget kontakt til dem der, men i stedet
sidder 5 timer på samme række med dem uden at få spurgt dem.
Da vi ankommer i
Addis 5 timer senere, og står i den uendeligt langsomme visakø, kommer jeg igen
til at stå lige bag dem, og da jeg tager mit pas og rejsepapirer frem,
kontakter manden mig og spørger om jeg ikke hedder Therese. Han havde spottet
at der på mine papirer stod rejser som
ligner det norske reiser.
