fredag den 10. juni 2016

Sidste skoleuge - ramt af sygdom

Så har vi netop afsluttet vores allersidste skoledag inden sommerferien. DDNS er lukket ned for i år.

Denne uge har været anderledes. Blandt andet fordi der var så meget sygdom. Mandag til onsdag havde vi næsten normalt skema, torsdag havde vi fælles bålhygge og i dag, fredag, har vi været på tur til Langano.

Ugen begyndte med at jeg blev syg. Jeg fik amøber og måtte bruge toilettet i stor stil. Vi er jo kun tre lærere, så min "klasse" måtte passes af Kåre. Tirsdag blev Moses syg (den ene af mine to elever), jeg var stadig syg, så jeg vidste intet. Onsdag (jeg og Moses var stadig væk) blev Kåre syg med lungebetændelse. Ok så var skolen ved at være amputeret godt og grundigt.

Så blev det torsdag. Vi skulle have bålhygge sammen med de tyske børn og deres volontør, forældrene kom også. Jeg følte mig nødsaget til at være til stede igen på skolen, så Mari ikke skulle være alene. Moses kom op ad dagen. Vi havde en dejlig dag. Vi legede med børnene og vi lavede snobrød.

I dag, fredag, tog vi så til Langano allesammen (undtagen Kåre, som heldigvis havde det bedre). I Langano havde piraten One-Eyed Jake gravet en sølvskat ned som børnene skulle finde. Men udover at lede efter den, badede vi en masse og havde en sandslotkonkurrence. Sølvskatten blev fundet og One-Eyed Jake er heldigvis død, han sank med sit skib fuld af guld.

Her er Darara ved at spille kongespil. Læg mærke til pinden, som hænger i luften.


torsdag den 19. maj 2016

17. mai er vi så glad i...

Sådan lyder første linje af en af 17.maj-sangene på norsk. Og de sange er i hvert fald vigtige at kunne, i hvert fald hvis man er nordmand eller lever sammen med nordmænd. Ligesom hele 17. maj-konceptet er vigtigt.
For to dage siden var det Norges nationaldag, og som det ofte er med traditioner, så bliver trangen til at hold dem ved lige forstærket, når man bor i en anden kultur.

Så 17. maj skulle fejres på alle måder. Vi havde øvet på fædrelandssangene, (allermest jeg, fordi jeg ikke kendte dem, og skulle spille klaver til dem.-), børnene havde skrevet digte, vi havde øvet instrumenter og forberedt en masse lege, dejlig mad og optog.

Her kommer lidt glimt fra en dejlig dag:

Fejringen begyndte med hejsning af det norske og etipoiske flag, mens vi sang den norske nationalsang. 
Som på en 17. maj i Oslo, skulle vi selvfølgelig også gå i optog. Det var med fuld marchmusik og norske flag. Hushjælpene og vagterne på feriepladsen, så ud til at synes, at det var skørt. 

Vi fik god mad. Til lunch: risengrød (godt!!) og rømmegrød (lidt mærkeligt. Undskyld nordmænd. )
Den rigtig gode mad kom senere på dagen.  

Børnene skulle sammen fortælle om, hvorfor man fejrer 17. maj

Alle eleverne  (der er 2 på klaver som ikke er med på billedet), spillede instrumenter. Kom maj, du søde milde..

Kåre havde lavet en masse lege og konkurrencer. Denne her, var nok den mest skøre. En, med bind for øjnene, skulle køre en anden i en trillebør (en etiopisk, hjemmelavet trillebør) gennem en bane uden at vælte keglerne. Det var vidst ret svært, og hjulet gav op undervejs. 
Danskere og nordmænd skulle selvfølgelig dyste om at stå på ski. Og gæt hvem der vandt....


Lidt boldkast, pilekast og til sidst god grillmad og en tur i svømmebassinet for børnene.
Tak for en skøn dag til både nordmænd og danskere. 



søndag den 17. april 2016

Etiopien-dagene

For ca en måned siden havde vi på den norske skole temadage om Etiopien. Det er en tradition som skolen har. 
Det blev afholdt en torsdag, fredag og lørdag i februar. Vi havde meget svært ved at finde på, for eleverne
havde jo stort set set alt, hvad der var at se i Awassa og omegnen.
Men vi fandt på noget og de tyske og amerikanske børn var med på nogle af aktiviteterne.

Her kommer lidt billeder fra dagene. 
Vi sejlede på Awassasøen. Her kom vi forbi feriepladsen. Til venstre ses lidt af Taborfjeldet. 






















Alle eleverne synes at det var sjovt og dejligt at sejle på søen. Nogle var lid skeptiske inden, men efter en kort tur på søen,
var alle overbeviste om, at det var dejligt at være på søen. 


Vi arbejdede med forskellige etiopiske stammer. Her prøver at vi at lave hytter til mursi-stammen,
hamar-stammen og sidame-stammen. 























Vi kom op på Taborfjeldet, hvor vi besøgte en sidamofamilie. Awassaaøen ses bagved
Det bedste ved Etiopien-dagene var at få lov at holde en 3 dage gammel kylling, som familien,
vi besøgte, havde.


























Undervejs skulle vi lige have en frokostpause. 


























lørdag den 20. februar 2016

Fastelavn er mit navn...

I mandags holdt vi fastelavn på den lille norske skole i Awassa. Det var en festlig dag. Nordmænd fejrer fastelavn, men ikke med tøndeslagning og udklædning. Så vi holdt dansk fastelavn.

Tønden lavede jeg af pap og masser af tape, og det tog noget tid at få den ned. Senere på dagen mødtes vi med de tyske børn, og spiste norske fastelavnsboller. Det var et hit!


Tønden er dækket med tape, og nu skal den pyntes.

Kåre havde den bedste udklædning. Hvad han forstillede, var der ikke nogen der kunne gætte.

Her er alle eleverne udklædt.En gepard, en dyrepasser, en fodboldspiller med store muskler, Superhelten Lynet og en ranger, var kommet i skole den dag. Moses og Darara vandt en krone hver.

torsdag den 18. februar 2016

Eventyrlig uge - 2. uge i Addis


I den anden uge i Addis havde vi skole på for os selv, bare os tre lærere og 5 elever. Vi havde et tema om eventyr, og vi fik læst, hørt og fortalt en masse eventyr. I musik sang vi folkeviser og i kunst tegnede vi en masse eventyr ind i et stort billede. Det var super hyggeligt.

Vi havde skolen i en lejlighed på NLM's (Norsk Luthersk Mission) kompound i Addis.
Her lå en masse klæde-ud-tøj, som eleverne legede med i frikvartererne.Derfor kunne man møde riddere og prinsesser, sørøvere og bondedrenge. På den måde var det i ugen.

Vi sluttede ugen af med at eleverne skulle fortælle et eventyr hver, som de havde øvet på hele ugen. Vi sang vores folkevise, for de "få" der dukkede op. Vi havde regnet med at se tre mødre dukke op, men pludselig sad der tre af de gamle lærere og den eneste datter og nogle NLM-familier med børn (fordi de også boede på NLM's kompound i den uge). Så pludselig var der helt fyldt op med mennesker i den lille skole.
Der kom nogle ekstra gæster og ville være med

Ruth fortæller her sit eventyr på en spændende måde
Der var ekstra mange mennesker på kompounden den fredag, fordi det var dagen før at den fælles konference for alle NLM og DLM-missionærer (Dansk Luthersk Mission) skulle begynde...



onsdag den 10. februar 2016

1-års fødselsdag

I søndags var Mari og jeg inviteret til hushjælpens søns 1-års fødselsdag, hjemme hos hende. Og det ville vi da meget gerne være med til. Nogen har sagt at 1-års fødselsdagen er meget vigtig, fordi at når barnet bliver 1 år, har det vist at det er levedygtigt. Om det er rigtig ved jeg ikke.

Vi var med til festen. Vi kom ind i et lille mørkt rum og hvor der sad folk rundt langs væggen, vi snakkede en smule med en af de andre gæster (som kunne engelsk).

Den lille fyr, var ved at blive klædt pænt på i helt hvidt tøj med vest og lange bukser. Det var han ret ligeglad med. I det hele taget var han ikke særlig optaget af festen. Der var blevet købt en flot kage, hvorpå der stod tillykke. Da lysene skulle tændes blev der sunget "Happy Birthday to you" igen og igen. Indtil nogen lys var blevet tændt. Oven på kagen blev der sat nogle stjernekastere, og der blev sprunget en bordbombe, samtidig med at, der blev sprayet med snespray. Så luften var fyldt med sne og konfetti.
Et lys der kunne spille "Happy Birthday" blev også tændt. Det så smukt ud, men den stoppede ikke med at spille igen. Den blev bare ved med at spille og spille resten af tiden vi var der. En af gæsterne fik nok og prøvede at få den til at holde op. Men det kunne ikke lade sig gøre at få den til at stoppe igen.

Fødselsdagsbarnet Berricat
Her er den flotte kage, som blev pyntet med lys og stjernekastere

Field Day - 1. uge i Addis

Det er vist på tide at få skrevet lidt herinde. Det har jeg ikke været god til på det sidste. Det er ikke fordi, der ikke er sket noget, men det er svært at få sat sig ned, for at formidle det videre.

Vi har lige været tre uger i Addis. Den kære hovedstad, som det fleste nok både elsker og hader. Sådan har jeg det i hvert fald. Den er stor, larmende, forurenet og kaotisk. Men alligevel er den dybt fascinerende,  og den kalder på at blive udforsket og lært at kende. Og mens vi var der denne gang, var det faktisk rigtig fedt. Jeg tog mig selv i flere gange bare at være glad for at være i Addis, have skole med så dejlige elever og gode kollegaer og medmissionærer.

I den første uge i Addis var børnene på Bingham Academy, som de har været to gange før løbet af dette skoleår. Denne gang sluttede ugen af med to Field Days. Det var super sjovt at være med til det. Det er to idrætsdage, hvor eleverne dyster i mange forskellige discipliner. Men forskellen i fht Danamrk var her, at det var varmt og dejligt at være ude, noget der ikke sker så tit i Danmark, når man har idrætsdag, og at forældre og søskende kom og var med og heppede alt hvad de kunne. Det gjorde dagene meget festlige. Og jeg tror ikke at der var nogen som kunne måle sig med vores norsk/danske "heppekor". Vi var jo med alle sammen, både mødrene og lærerene fra Den Norske Skole. Og børnene havde grund til at være stolte, det klarede det ganske bra.
Tore (i den grønne bluse) i trebensløb. Tore har gået i KG1 (Kindergarden 1),
når han har været på Bingham. På det alderstrin får de ikke medaljer, og det er godt.
Da de skulle løbe bønneposeræs, tabte Tore sin bønnepose.
Han kiggede ned på den på jorden og så op mod målet,
og så løb han bare videre uden af samle posen op. 

Marie (i den grønne) vinder trebensløbet for hendes klasse



Darara har vundet et par medaljer (eller bånd), som det kan ses på hans bluse

Der var alle mulige discipliner, også nogen som bare var for sjov. Fx dette mor-søn-løb.
Moses er trillebør sammen med Nora i venstre side. 

Elisabeth kæmper hårdt for at overhale pigen foran

Her ses de alle fra den norske skole.

mandag den 18. januar 2016

Afsted til Addis

Dette er skrevet lørdag den 16. januar.
Så skal vi aftsted til Addis i morgen for at være der i 3 uger. Men strømmen er desværre gået, så al pakningen sker ved stearinlysets skær og vha. solcellelamper

I Addis skal eleverne først have en uge på Bingham Academy, den afsluttes med Field Day. Som er to dage med konkurrencer i løb, spring og lign. Derefter skal vi have en uge med undervisning på den norske skole. Det betyder at vi flytter den normale undervisning i Awassa til Addis.
Til sidste uge har alle NLM og DLM's ansatte konference, hvor det skal vedtages, hvordan arbejdet i Etiopien skal forløbe videre frem.

onsdag den 23. december 2015

Nye beboere på feriepladsen

Vi har fået nye folk til feriepladsen, der hvor vi bor. Det er en lidt anden type folk, end alle
andre som bor her.

De er tre og har boet her i ca en uge nu, og de holder sig mest for sig selv. Kan du se på billedet,
hvem de er?


Nu er julen her

Når man skal holde jul så langt væk fra Danmark, som Etiopien er, så må der være noget, som ikke er som hjemme.
Det har i allerhøjeste grad været tilfældet i denne adventstid. Der er ingen tegn på jul på gader og bygninger. De eneste steder hvor det ses, at det snart er jul,, er når du besøger en familie fra fx Norge, Danmark eller USA. Den etiopiske jul ligger først den 7. januar. Så etiopierne er ikke gået i jule-mode endnu, selvom det i dag er den 23. december. 

Det har været lidt underligt at klippe julehjerter, med åbne vinduer. Og spille julemusik i fuldt solskin. På en måde er det blevet meget mindre vigtigt for mig at holde fast i juletraditionerne hernede. For alt er bare helt anderledes end det plejer. 

Så i stedet bliver man bare glad når noget pludselig er lidt julet. Vi har fejret luciadag her på feriepladsen. Da gik de norske og danske børn i luciaoptog og derefter var vi til koncert med Carola. (Det var bare på en stor skærm, men det var meget smukt og dejligt.)

I går aftes spillede de 10 børn, som går i skole her på feriepladsen, (norske, danske, tyske og amerikanske) det julespil, som vi har øvet på i lang tid nu. Det gik så godt, og der kom sååå mange mennesker og var med. Derefter sang vi lidt julesange på engelsk alle sammen. Børnene var glade og stolte da det var overstået, og det var vi andre også.

Så nu er juleferien kommet, og julen skal fejre i morgen hos den danske familie her i Hawassa. 

Her kommer lidt glimt fra december:
Her stikker vi julekager ud på skolen i dejligt solskinsvejr

Børnene sidder klar til at vise deres julespil, som vi har øvet på siden efterårsferien.
Vi havde en dejlig aften, og der kom så mange og var med.
Mari og jeg er igang med at lave julekalender til skolen, så dette er den 30. november

Her har vi juleværksted på DDNS. Vi havde en fantastisk dag sammen. 

søndag den 6. december 2015

Amhariske problemer

Dette indlæg er mest interessant for folk, som synes, at det er sjovt at beskæftige sig med sprog og sprogproblemer.

Jeg vil fortælle om noget af det, som vi bruger noget tid på herude. To gange om ugen kommer en elev fra Tabor Evangelical College og underviser Kåre, Trine, Mari og jeg i amharisk i ca 1 time.

Amharisk er virkelig et svært sprog at lære, og jeg endnu ikke helt forstået, hvad det er, der gør det så svært. Måske er det svært fordi der findes flere lyde, som i hvert fald hverken findes på engelsk eller dansk. Fx har amharisk nogle eksplosive k'er og g'er, og derudover an masse andre lyde, som vi kan gendkende, men ikke rigtig ramme. Fx når vokal ligger lige mellem to vokaler på dansk. 

Vi lærer efter en metode, som mange mener er bedre end de traditionelle metoder. Metoden går ud på at lytte de første hundrede lektioner. Lytte og pege. Så læreren peger på et billede og siger så et ord. Læreren spøger os hvor hunden er, og vi skal pege på billedet, der passer til. Så det foregår lidt som når et lille barn lærer sit første sprog. Først lytter barnet, så spørger barnet og peger, og så pludselig begynder barnet at sige ord. 

Vi skal optage alle de ord, vi skal lære og skal derefter lytte til hver optagelse tre gange om dagen. Det kan godt tage lidt lang tid at skulle lytte, især hvis man først kommer i gang, lige inden man skal sove. 
På denne video kan I se hvordan det foregår og måske lære farverne på amharisk. Lyt til den nogle gange, hvis du vil lære det. 


Nogle af de sætninger som vi har lært er temmelige besynderlige. Fx var en af sætningerne i denne uge: Se på hendes fars ben. Eller: Vask hendes broders øre. Ja det er jo nok det vigtigste at kunne forstå. 
Derudover er det lidt besynderligt, at vi nu ved hvad pupiller eller fodsåler hedder. Men vi kan ikke sige kartoffel eller andre grøntsager og frugter.
Det hele gøres ikke nemmere af at amharisk har sit eget skriftsprog, fideller. De er bygget sådan at hver bogstav er både en konsonant og en vokal sat sammen. Det giver lidt flere bogstaver end i det alfabet, vi kender.

Undervejs har været ved at give op flere gange, men langsomt begynder vi at kunne sige enkelte ord, når vi er ude i byen. Og det er dejligt. 

Thanksgiving

For  ca en uge siden fejrede vi Thanksgiving her i Awassa. Vi blev inviteret hen til en amerikansk familie, som har et børnehjem. Der kom en masse forskellige mennesker, med mange forskellige nationaliteter, og alle havde lidt mad med. Amerikanerne stod for at tage de retter med, som skal være på Thanksgiving fx kalkun. Kalkun kan man ikke få fat i her, så det blev i virkeligheden kylling.

Jeg forsøgte at lægge nogle billeder ind her, men det virker ikke. Så det bliver uden billeder

tirsdag den 1. december 2015

Kirkeindvigelse

I søndags var vi en tur til en lille by ca to timer fra Awassa. I denne by skulle en kirke indvies og Temesgen (som er en af NLM's missionærer i Awassa) holde prædikenen.

Vi kørte afsted søndag morgen klokken 8 - vi var 6 mennesker tæt sammen i bilen. Byen lå oppe på toppen af et bjerg, og derfor kørte vi op ad og op ad, ad små veje eller hjulspor meget af tiden. Et sted skulle vi krydse en lille flod, og broen var meget smal - ikke lavet til køretøjer. Så vi måtte køre gennem floden i stedet for over den. Det gik fint, bilen klarede det.

Her ses kirken i baggrunden. Så mange mennesker var der da
gudstjenesten begyndt
Da vi kom frem til kirken, skulle vi sætte os på nogle bænke. Der sad nogle andre på disse bænke, men de måtte bare flytte sig, så vi kunne sidde der. Det føltes lidt mærkeligt, at vi var så "vigtige".

Her er vi blevet placeret på bænke i siden
Trine sagde senere, at hun havde følt sig helt kongelig, fordi vi hele tiden skulle have det bedste. Fx syntes både børn og voksne, at vi var mere spændende at se på, end kirken og de andre folk. Det betød, at vi havde tilskuere på under hele den tre timer lange udendørs gudstjeneste (kirken var jo ikke stor nok til alle de mennesker, så det hele forgik udenfor). Lige meget hvor vi kiggede hen, fik vi øjenkontakt med et par børn, som bare stirrede på os. Det er ikke godt at vide, hvad de har tænkt.

Her er noget af vores "publikum"
Da gudstjenesten havde varet i lidt under 3 timer, blev vi budt på mad inde i kirken, mens gudstjenesten fortsatte udenfor. Det var kun de "vigtige" folk, som var budt indenfor.
Her ses kirken indefra
Herinde fik vi gryn, som klistrede sammen. Det var lavet af falsk bananplante. Det er en meget brugt spise her i Etiopien. Grynene ligger og gærer i op til 3 måneder, så ingen af os udlændinge synes særlig godt om det. Kåre og jeg spiste dog flere små portioner, bare for at være høflige. Til dette drak etioperne en slags surmælk, som opbevares i en krukke i jorden i noget tid. Desværre så smager det meget værre end grynene fra falsk bananplante, selvom man ikke skulle tro at det var muligt. Temesgen spiste løs af maden og mælken, og han nød det.
For at vi ikke skulle sulte, (vi havde jo ikke spist siden tidligt om morgenen, og klokken var ca 14), købte de nogle ruller kiks, som vi kunne spise. Jeg følte mig lidt flov over at de så tydeligt kunne se, at vi ikke var så vilde med maden.

Her ses at der er kommet mange flere mennesker mens
gudstjenesten stod på. Mange af dem kigge meget på os. 
Det var virkelig spændende at være med til at se den nye kirke, og være med til at menigheden fik en officiel indlemmelse i Mkane Yesu Kirken. Med det var hårdt at sidde i ca 3 timer på en bænk, hvor man skulle holde sig godt fast, fordi den skrånede nedad.

mandag den 23. november 2015

Lidt fra den almindelige, "kedelige" hverdag

Nu er den varme, tørre tid begyndt.
Da vi kom tilbage til Awassa for to uger siden, var græsset blevet mere gult og luften fuld af støv. Jeg så alt støvet som lå alle vegne, og tænkte at det bare lige skulle gøres rent. Men nu ca to uger efter har jeg set hvor meget støv der lægger sig hele tiden. Bordet er skal tørres af flere gange om dagen, hvis ikke man skal kunne tegne i støvet på bordpladen.

I går lykkedes det mig at bage pitabrød. Desværre så kunne jeg ikke finde ud at kigge ordenligt på mit målebæger, så i stedet for at putte 9 dl vand i kom der 14 dl i. Jeg kunne ikke forstå hvorfor der var så meget dej, indtil jeg fandt ud at hvor fejlen var.
Men derudover gik alt som det skulle. Ovnen virkede og fik ikke strømmen til at gå. Fantastisk!!

Efter at have haft nogen uger med meget lidt strøm og næsten ingen internet, er det super skønt at kunne gå på nettet igen. Man tænker ikke over hvor meget man går på nettet, når det bare virker. Men så snart det er væk, opdager man, hvor ofte man faktisk liiiige bruger nettet

søndag den 15. november 2015

Intet internet

Siden vi kom til Awassa for en uge siden, har vi ikke haft internet, derudover har strømmen været meget væk, og et døgn havde vi intet vand. Torsdag aften, hvor vi ikke havde haft vand i et døgn og ingen strøm, var jeg ved at blive fustreret.
Nu er vi taget på en café for at komme på nettet. Desværre er nettet her så dårligt, at vi venter det meste af tiden. 
Vi har det godt her på trods af alle forhindringer, børnene er glade for at være tilbage i den almindelige skole og det er vi lærere også. Der er en masse jeg gerne vil fortælle om de sidste par uger, men det kan jeg ikke skrive om nu, da der ikke er mere strøm på computeren. 
Håber I alle sammen har det godt. 

mandag den 12. oktober 2015

Hverdagen for børnene i Awassa

Jeg arbejder, som tidligere nævnt, på en norsk skole med 5 elever (4 norske og 1 dansk) og tre lærere. Børnenes forældre er lærere på en skole, der uddanner evangelister og præster. Børnenes hverdag ser noget anderledes ud end den, vi kender fra Danmark. Alle 5 børn på skolen har kæledyr. Det er ikke så mærkeligt. Men her er hund og kat byttet ud med får, kamel, ko og en duiker. Det er en lille antilope.
Eleverne har fælles morgensang med 5 tyske og amerikanske børn nogle gange om ugen. Det skyldes, at der er en lille tysk/amerikansk skole på samme grund som os. I pauserne leger alle ti børn sammen, og det kan være svært at blive enige om noget på fire forskellige sprog.
Det værste, der kan ske i friminuttet (det hedder det på norsk!), er, hvis marekattene (aberne) kommer forbi, for de er frække og nysgerrige, og nogle af børnene er bange for dem. Gårdvagtens opgave bliver da at holde øje med aberne i stedet for børnene.
Når vi har musik er alle 10 elever sammen. Her lærer vi at synge på dansk, norsk, engelsk og tysk.  Børnene synes, det er sjovt at skulle udtale de tyske ord.  


Strøm og internet svinger meget her i Awassa, så børnene bruger ikke helt så meget tid på computer og tablet, som danske børn gør. Man skal også væbne sig med en stor del tålmodighed, for ikke at blive sur over alle de gange, hvor strømmen går, lige som man skal til at printe, gå på nettet eller bare lave mad. Ting tager tid og etiopierne har ikke travlt. For at lave mad skal alt vaskes i vand med jod, men inden da skal man ud og hente drikkevandet i store dunke. Og sådan er det med de fleste ting her. 

Her er billeder fra idrætsundervisningen. 


 Fiskeørnen, som bor her på feriepladsen, var tilskuer. 


















torsdag den 8. oktober 2015

Turen til Arba minch

Når vi holder weekend, har vi lærere tid til at komme lidt omkring.
Etiopien er et smuk land, med mange spændende mennesker, stammer og sprog. I en weekend besøgte vi dorzefolket 5-6 timer fra Awassa. Deres huse var lavet af bambus og lavet så høje, at de kunne stå i 20 år, selvom termitterne spiste af væggene. På den måde blev husene lavere og lavere.
Vi fik lov at være med til sang og dans. Her dansede kvinder iført hvide klæder og mænd med spyd. Vi blev langsomt hevet med ind i dansen, og vi følte os som en del af fællesskabet, selvom vi ikke vidste, hvordan man skulle flytte fødderne, eller hvad man skulle synge. Det var stærkt at opleve.


I samme område var en sø med mange krokodiller, nogle af dem op til 6 meter lange. Vi skulle ud og se dem. Det var med en lille smule frygt, vi drog af sted. Vi kom helt tæt på dem, og de lå i vandet omkring os. Pludselig begyndte båden at gynge, en krokodille var kommet under båden. Da blev vi bange. Kunne den finde på at vælte båden? Guiden havde sagt at der døde 4-6 personer om året, fordi de blev spist af krokodiller. Heldigvis var krokodillen ikke interesseret i at vælte båden, vi lå bare i vejen for den, og den forsøgte at komme fri af båden. 


Det var en virkelig spændende tur. Både Mari og Kåre og Trine har skrevet lidt om den på deres blogs. Så du kan læse mere om det her: Trine og Kåres blog eller Maris blog. Her kommer lidt oversættelse fra norsk:
rar (på norsk) = mærkelig
artig = sjov
må = skal

Jeg ved ikke lige om der er andre ord, der kræver forklaring. Ellers sig til, så kan det komme med den lille norske ordbog ovenfor.

Her er lige lidt billeder:
En kvinde fra dorzestammen, forsøger at vise mig hvordan man spinder garn.


Kåre lærer at væve.

Sang og dans på traditionel vis.

mandag den 21. september 2015

Mit hjem her i Awassa

Så er der gået lidt tid siden at jeg satte mig i flyveren i København for at rejse mod det ukendte. Jeg synes, at jeg bliver gladere og gladere for at være her i Awassa. Tingene falder på plads og man bliver bedre kendt med det hele.

Jeg er meget taknemmelig for at have en lejlighed her, som er større end den lejlighed jeg havde på Østerbro. Rimelig sejt. Det er den ene halvdel af det hus, hvori skolen er placeret.
Her er nogle billeder af mit hus:
Detter her er min stue med spisebord og sofagruppe. Til højre ses terrassen.

Her er det køleskab og skrivebord og døren ud til terrassen.

Sådan ser terrassen ud. Nettet gør at aber, myg og andre dyr ikke kommer derind.  Det er dejligt at sidde herude og kigge på dyr og fugle og se solen gå ned.

Her ses køkken til venstre og en håndvask til højre. Toilet og bad er udenfor huset.

Til sidst er der også et soveværelse

Her er nogen af vores "venner" på pladsen

Denne fyr kom forbi og boede nogle dage hos os. Det er en guereza. Det er en ret stor abe, som bevæger sig mindst muligt, og sidder det meste af dagen højt oppe i træet og kigger ned på menneskene. Underlig fætter. 

En dag kom flokken af marekatte forbi. De bor af og til på feriepladsen (måske fordi de trænger til ferie:-). Når de er her, holder de en fest. De er overalt og kan finde på lidt af hvert. 

Disse to aber ville meget gerne på besøg indenfor i mit køkken. Det fik de ikke lov til. I dag trængte nogle af aberne ind på Kåre og Trines terrasse gennem et hul i nettet. Trine var ved at gå ud af sit gode skind, jagede dem væk, og satte sig så som vagt ved hullet. 

Aberne har ikke altid respekt for menneskene, men der er en anden her på pladsen, som de holder sig på afstand af. Det er ham her:

Derudover er der en masse smukke fugle som holder til på pladsen. Og som sørger for en god del lyd. Denne her lyder ikke af så meget, men den er smuk. 
Den lille kingfisher elsker at bruge vandet på feriepladsen til at vaske sig i.